Forårets Dag er blevet et stort trækplaster

Borgmester Ole Bondo Christensen klatrede til tops på klatrestammen.

Formanden for Naturstøttepunkt Hjortøgård, Ulrik Moos, strålede om kap med solen, da der søndag blev afviklet Forårets Dag på Sandet.
– Det er dejligt at se så mange mennesker. Det er vokset med årene, siger Ulrick Moos.
De mange mennesker kom for at nyde forårssolen, forårsmusik forårslam, forårsøl og forårsmad på bål.
Men nok også for at se den nyeste attraktion i området ved de nedbrændte Hjortøgård.
Naturstøttepunkt Hjortøgård indviede et par klatrestammer, som straks blev taget i brug af børn og barnlige sjæle. Herunder borgmester Ole Bondo Christensen, som klatrede til tops, efter han havde sagt et par bevingede ord til de fremmødte.
Klatrestammerne har kostet 150.000 kroner. De penge har Naturstøttepunkt Hjortøgård fået støtte til fra Nordeafonden, Lokale- og Anlægsfonden samt Friluftsrådet med 50.000 kroner hver især.
Go Adventure har skabt de fine klatrestammer.
– Naturligvis kan man også klatre i de rigtige træer, men vi har skabt klatrestammer, som er udfordrende, men ikke så udfordrende som de store træer, forklarer Mads Petersen fra Go Adventure.
Området bruges til dagligt af skoleklasser og børnehaver til udeundervisning – ofte orkestreret af Skolelandbrugets dygtige talenter. 

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest