
Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening inviterer til et vigtigt møde om Baadfartens fremtid på Furesøen. Målet er at stifte foreningen ”Baadfartens venner”
Af Mikkel Kjølby
Furesø Kommune trak tilskuddet til Baadfartens rutesejlads i 2023. I slutningen af 2024 gjorde Rudersdal Kommune det samme. Dermed er det slut med den historiske rutefart på Furesøen. Eller er det?
Virum-Sorgenfri Avis skriver, at Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening vil forsøge at genoplive Baadfarten og indkalder til møde om fremtiden for Baadfarten på Furesøen
Det sker onsdag den 22. januar kl. 19.30 på adressen Frederiksdalsvej 23, 2830 Virum.
– Mødet har til formål at diskutere mulighederne for at bevare Baadfarten og undersøge potentialet for at etablere en ny forening, ”Baadfartens Venner”. Foreningen kan blive et vigtigt talerør og samarbejdspartner i dialogen med både politikere fra Furesø og Rudersdal Kommuner samt de lokale restaurationer og andre interessenter til Baadfarten omkring søen, skriver virumsorgenfriavis.dk
Pelle Ørsted, skibsfører på Baadfarten, åbner mødet og så vil der være en åben diskussion om næste skridt – herunder muligheder for at danne en venneforening, skaffe støtte og udvikle idéer til, hvordan Baadfarten på Furesøen kan fortsætte.
Der er allerede oprettet en Facebook-gruppe med navnet ”Baadfartens Venner”, hvor interesserede kan følge med i udviklingen og dele idéer.
Tilmelding ikke nødvendig.