Foreningslivet skal vælge medlemmer af Folkeoplysningsudvalget

Formanden for Folkeoplysningsudvalget, Lars Køster Svendsen opfordrer alle foreninger til at møde frem til valghandlingen til udvalget.

De folkeoplysende foreninger har Folkeoplysningsudvalget som en høringsberettiget part i forhold til byrådet. Der skal være nyvalg til udvalget den 12. marts.
Af Mikkel Kjølby
Det er en tradition, at valget til Folkeoplysningsudvalget (FOU) finder sted nogle måneder efter kommunalvalget. I år finder valghandlingen sted den 12. marts.
Alle foreninger med folkeoplysende aktiviteter vil modtage en invitation fra forvaltningen (Kultur, Fritid og Idræt) om at møde op og deltage i valget.
Alle foreninger opfordres til at sende en repræsentant til valgaftenen på Rådhuset. Det er ikke nødvendigt at stille med en kandidat, men det er en god ting, at foreningerne deltager i valghandlingen.
Formelt er det sådan, at de fremmødte idrætsforeninger vælger de repræsentanter der skal vælges fra idrætten, de kulturelle foreninger vælger deres repræsentanter, aftenskolerne/ voksenundervisningen vælger deres etc.
Den siddende formand for FOU Lars Køster Svendsen betoner vigtigheden i opbakningen fra foreningerne. Ikke mindst har han fokus på kulturforeningerne, som ikke længere har et samråd at læne sig op af.
– Nu hvor der ikke længere eksisterer et Kulturelt Samråd er det ekstra vigtigt for de kulturelle foreninger, at de er bevidste om at FOU er det eneste demokratisk valgte organ, der varetager disse foreningers interesser i forhold til deres rammebetingelser som faciliteter/lokaler og økonomi, siger Lars Køster Svendsen.
Denne opfordring kommer nu, så alle foreninger har tid til, at de i deres bestyrelse kan drøfte, dels hvem de vil sende til valghandlingen den 12. marts. og dels om de har en kandidat de ønsker at opstille.
Det er håbet, at der er en god og bred deltagelse til valget den 12. marts.


FOU er det demokratisk valgte organ, der repræsenterer alle foreninger og deres medlemmer i dialogen med kommunen om foreningernes vilkår, herunder faciliteter, økonomiske rammer for tilskud etc. Det er også FOU, der har ansvar for at godkende nye foreninger som folkeoplysende foreninger efter deres ansøgninger. FOU er også med til at godkende ansøgninger til Idræts- & Fritidspuljen og Ungefokuspuljen.
Udvalget består af 17 medlemmerne. De fem første er allerede valgt, det er medlemmerne af fagudvalget Kultur, Fritid og Idræt. Mehmet Anik (S), Ole Bondo Christensen (S), Markus Zhen Wei Jin (V), Nils Toft (RV) og Rikke Blak-Kristiansen (K).
Dertil kommer fire repræsentanter for idrætsforeninger. Furesø Idrætsråd har ret til at udpege et medlem, men de tre andre skal vælges den 12. marts. Aftenskolerne har også ret til at udpege et medlem, men de to andre skal vælges denne aften. Det samme gælder de to repræsentanter for de kulturelle foreninger samt en repræsentant for spejderne, de humanitære foreninger samt handikapforeningerne.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder