Fra hyggespil i Gasværket til EM i bordtennis

Emil Hasselbalch skal repræsentere Danmark ved Ungdoms-EM.

Den 14-årige bordtennisspiller Emil Hasselbalch fra Hareskovby er udtaget til Ungdoms-EM.
Det startede i Hareskov Ifs klubhus og i Ungdomsklubben Gasværket. Emil Hasselbalch spillede rundt-om-bordet, pingpong og alle de andre hyggespil med vennerne fra skolen og fodboldholdet.
Otte år gammel ville han gerne prøve lidt mere bordtennis. Han kom til træning i Ballerup, men der manglede jævnaldrende spillere, så Emil tog videre til Virum-Sorgenfri, hvor han fandt andre med samme interesse.
Talentet viste sig for første gang ved DM for yngre drenge i 2023, hvor Emil vandt en guldmedalje i herredouble. I 2024 blev det til guld i herredouble og sølv i single og mixeddouble i drengeklassen, hvor han er førsteårsspiller. Ved de nordeuropæiske mesterskabet, Netu, blev det til en sølvmedalje.
Det har ført til udtagelsen til Ungdoms-EM, hvor han skal spille holdturnering og siden alle tre rækker ved det individuelle EM. Man når ikke så langt uden hård træning.
Emil Hasselbalch træner seks gange om ugen. De fleste gange i Virum. Han tager selv bus og tog til træning, men bliver hentet af forældrene efter træning, men så er der også en ugentlig træning i Grøndalcentret og forbundstræningen i Idrættens Hus i Brøndby.
Alt det skal kombineres med skolegangen på Hareskov Skole, hvor Emil skal op i 8. klasse.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder