For et år siden kom det som en kæmpe overraskelse, at Frederikke Flagsø og Noomi Bøje Rasmussen fra A & J Werner Dans vandt Nordic Grand Prix. Nu har de gentaget bedriften.
Af Mikkel Kjølby
14-årige Frederikke Flagsø fra Farum og 12-årige Noomi Bøje Rasmussen fra Hareskovby knokler med deres discodans 15-20 timer og ugen. I weekenden fik de et flot udbytte af deres træningsindsats.
Ved Nordic Grand Prix (de åbne nordiske mesterskaber) i svenske Örebro strøg parret fra A & J Werner Dans i Værløse til tops i konkurrence med dansere fra Sverige, Finland, Norge, Belgien og Holland.
Noomi og Frederikke deltog i aldersklassen Junior 1 for dansere mellem 14 og 16 år. Noomi kan være med, fordi Frederikke har alderen til at være med i denne aldersgruppe.
De to piger trænes af den tidligere verdensmester Frederikke Munch Jacobsen hos A & J Werner Dans, men træner ekstra udover timerne med Frederikke.
For et år siden vandt Frederikke og Noomi den samme turnering men i kategorien Risng Stars. I år var de med i den bedste række.







