Frivillighedsfejring vendte tilbage – Det var på tide!!

Otte ildsjæle blev hyldet. Her er Hareskov IFs Ane Helmer Nielsen på vej til podiet.

Coronanedlukningerne har fået skyld for meget, men det er ganske vist, at den globale pandemi gjorde en ende på uddelingen af kommunale frivillighedspriser tilbage i 2020.
I tre år har der manglet et arrangement, hvor Furesøs foreninger kunne indstille ildsjæle til en fejring.
Hvornår og hvordan det skulle genoptages, har været diskuteret længe. I sommers tog formandskabet i Folkeoplysningsudvalget, formand Lars Køster Svendsen og næstformand Sven Krarup Nielsen, tyren ved hornene. Om man så må sige.
– Vi blev nødt til at gøre noget, ellers ville det blive udskudt endnu et år, så vi kom med et oplæg, og nogenlunde sådan er det blevet, fortæller Lars Køster Svendsen.
Mandag den 11. december foldede Frivillighedsarrangement sig ud i atriet på Furesø Rådhus. Det blev en succes. To priser blev uddelt, men otte nominerede oplevede at blive hyldet for deres store indsats. Alle nominerede fik blomster og en særlig gave – en kop med motiver skabt af kunstneren Bakaos, som også leverede aftenens tale.
– Generelt set gik det rigtig fint. Det var især godt, at så mange ildsjæle blev hyldet, siger Lars Køster Svendsen.
Og vel var det kun aftenens vindere – Bodil Grau Hansen og Minna Petersen – som gik hjem med en check på 5.000 kroner, men alle otte oplevede at blive hyldet.
– Flere af de nominerede fortalte bagefter, at det at komme op på podiet var anerkendelse nok i sig selv, siger Lars Køster Svendsen.
Nu skal der evalueres på arrangementet, men det står fast, at noget der minder meget om dette års prisfest vender tilbage om et års tid.
– Der vil sikkert blive ændret på nogle ting. Fx overvejer vi at indføre en talentpris, så vi også kan få fokus på de yngste ledere, siger Lars Køster Svendsen.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest