Furesø eSport har fået stjålet gamer-stationer under indbrud i deres nye Furesø Cyber & Esport Center i Værløse – og appellerer nu til lokalsamfundet om hjælp.
Furesø eSport mangler nu udstyr – men fortsætter driften i foreningens to afdelinger efter at den folkeoplysende forening natten til d. 4. juni havde indbrud i det nye Furesø Cyber & Esport Center i Værløse.
Foreningen appellerer nu til nuværende og kommende venner og samarbejdspartnere om at støtte med udlån eller donering af brugt eller refurbished gaming-udstyr for at kunne fortsætte og styrke dét fællesskab, som har været i en rivende udvikling særligt i 2024.
Mogens W. Brolin, foreningens formand efter besigtigelsen tidligt i morges:
-Vi har mest fokus på, at vores medlemmer og sommergæster ikke mister det fællesskab, som vi har fået opbygget gennem de fem år foreningen har eksisteret. Næsten 100 medlemmer og 40 frivillige mødes ugentligt på hold gennem hele skoleåret, og alene siden nytår har vi haft mindst 75 nye på besøg til prøvetræning. Der er også over 100 tilmeldte til vores SummerCamps i uge 27 og uge 32. Her er der 30 på ventelisten. Til alle disse aktiviteter manglede vi faktisk udstyr i forvejen. Men vi aflyser ikke træningen, selvom vi ikke har råd til at købe nyt udstyr foreløbig, siger Mogens W. Brolin.
Foreningen vil nu sammen med nuværende samarbejdspartnere, herunder Cyber Security Innovation, Furesø Data og Coding Pirates, få skaffet og gjort mest muligt udstyr operationelt inden sommerferien. I tillæg vil foreningen række ud til Repair Café Furesø.
Al støtte, idéer og bidrag er velkomne!
Kontakt Furesø eSport via info@furesoe-esport.dk eller mob. 3070 2233.