Lørdag den 20. januar klokken 12.15 er der fernisering på udstillingen Lokale Kunstnere i Farum Kulturhus. Lige inden borgmesterens åbningstale underholder et ukrainsk kor med hjemstavnssange.
Det er en gammel tradition, at kunstnere fra lokalområdet hvert andet år får mulighed for at deltage i Furesø Kunstforenings store udstilling ”Lokale Kunstnere”.
Værkerne skulle indleveres mandag eller tirsdag eftermiddag. Furesø Kunstforening modtog 100 værker fra 50 kunstnere. Dertil kommer 45 værker fra Farum Billedskoles elever. Det er et nyt tiltag, at de unge talenter er med på Lokale Kunstnere.
– Vi har længe villet samarbejde med de unge, lovende talenter. Vi fandt på, at lave et samarbejde med Farum Billedskole. Det er for, at de unge får lejlighed til at se deres værker hængt op på en professionel måde, fortæller Carsten Lehrmann, formand for Furesø Kunstforening.
En donation på 8.000 kroner fra en fond i Furesø Kommune gør det muligt, at indramme alle 45 værker på samme møde. Så der møder de unge et flot syn.
– Det er for nogle unge kunstnere, som har en interesse for det i forvejen, og nogle som har evnerne til det. De har lavet noget superflot, siger Carsten Lehrmann.
Lige i underkanten
Furesø Kunstforening udstilling Lokale Kunstnere var inden Corona et sandt tilløbsstykke med op imod 130 udstillende kunstnere. Deltagerantallet dykkede under nedlukningerne. Denne gang udstiller foreningen Azurmalerne sideløbende med Lokale Kunstnere, hvilket har kostet lidt på deltagerantallet.
Tirsdag eftermiddag var ti frivillige beskæftiget med at hænge de 100 værker op i gallerierne i Farum Kulturhus.
-Lokale Kunstnere har altid været den mest populære af vores udstillinger. Der kommer mange mennesker og kigger, men der bliver også købt en del værker, siger Carsten Lehrmann.
Furesø Kunstforening har på et normalt år fire udstillinger med nøje udvalgte kunstnere i Farum Kulturhus.