Med en klar sejr over KSI er Furesø Håndbolds herrehold på 1. pladsen, fordi HSG har tabt to kampe i streg.
Af Mikkel Kjølby
Oprykkerne fra HSG vandt for en måneds tid siden over Furesø Håndbold og åbnede et forspring på tre point i toppen af 3. division pulje 11. Nu er krigslykken i den grad vendt.
Furesø vandt lørdag med 39-34 over de gamle rivaler fra KSI.
– Vi spillede godt og holdt et højt tempo uden at lave tekniske fejl, siger træner Morten Haupt Petersson.
Furesø kom tidligt foran og førte med 19-16 ved pausen. Det forspring holdt og blev udbygget i de sidste 30 minutter med Daniel Pihl som kampens bedste spiller.
KSI var Furesøs rival i efterårssæsonen, og havde ugen forinden vundet over HSG, som denne lørdag også tabte til Færoyar.
Nu fører Furesø med 11 point for syv kampe. Det er tre mere end HSG, som har en kamp til gode.
– Vi stillede fuldtalligt op og er tilbage i form efter en periode med skader og ferier. Hvis vi vinder resten af vores kampe, så tager vi 1. pladsen, siger Morten Haupt Petersson.
Furesø og HSG tørner sammen i sidste runde. 1. pladsen giver ret til en playoffkamp om oprykning til 2. division.
– Det ville være dejligt at slutte af med en oprykning, konstaterer Morten Haupt Petersson, som stopper med udgangen af denne sæson.







