Furesø fik sat pres på topholdet

Furesø fik med sejren over HK 73 lagt pres på topholdet, men skal håbe på hjælp fra andre. Foto: Carsten Heinze.

42 timer efter nederlaget i den afgørende topkamp formåede Furesøs herrer at rejse sig.
Af Mikkel Kjølby
Vejen tilbage til 2. division blev noget længere, da Furesøs herrer torsdag aften tabte topbraget til KSI.
Allerede lørdag kl. 14 løb holdet på banen til endnu et topbrag imod HK 73 Frederikssund, som også er med i oprykningskampen.
Den fysiske og mentale træthed viste sig i første halvleg. Furesø fik ikke sat de rette tacklinger ind på gæsternes bedste spiller. HK 73 Frederikssund gik til pausen med en føring på 15-13.
Det blev der rettet på i pausen. Furesø kom godt ud til anden halvleg og scorede halvlegens tre første mål. Få minutter inde i anden halvleg var kampen vendt til en føring på 16-15 til Furesø.
Herfra førte Furesø med to eller tre mål resten af kampen og tog sejren med 26-23.
-Det er svært at rejse sig efter sådan en skuffelse. Det kunne man mærke på spillerne, men det lykkedes os at rejse os. Det var ikke en god eller køn kamp, men vi fik sejren hjem, fortæller træner Morten Haupt Petersson.
Furesø har nu et point mere end KSI, som søndag spiller ude imod Holte. Den kamp taber de næppe. I sidste runde tager KSI imod Roskilde 2. Her er muligheden for pointtab større.
Furesø mangler Ydun i sidste kamp. Klubben fra Frederiksberg har nul point og virker som en overkommelig modstander for Furesø.
-Vi fik sat pres på KSI. V må se om vi får lidt hjælp fra andre, siger Morten Haupt Petersson.
Furesø spiller pokalkamp tirsdag kl. 19.45 i Værløsehallen imod Virum-Sorgenfri fra 3. division. Vinderen kan trække et ligahold i næste runde.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *