Folkekirkens Nødhjælp har brug for frivillige indsamlere søndag den 8. marts.
Søndag den 8. marts samler Folkekirkens Nødhjælp ind til nødlidende, som er ramt af krige, katastrofer og klimaforandringer. De indsamlede midler går blandt andet til nødhjælpsarbejde og genopbygning i Gaza, Ukraine og Sydsudan.
Det oplyser indsamlingslederne for Folkekirkens Nødhjælp i Farum og Værløse sogne, Jan Asmussen og Ole B. Kristensen, som håber, at mange frivillige i Furesø vil melde sig som indsamlere.
De forklarer, at hjælpen fx er med til at sikre rent drikkevand og tag over hovedet til mennesker, der lever under ekstreme forhold. I Ukraine hjælpes der med minerydning og med tæpper til folk, der fryser i vinterkulden. På det afrikanske kontinent arbejder nødhjælpsorganisationen med at indføre afgrøder, der kan modstå tørke og oversvømmelse som følge af klimaforandringerne.
Frivillige, som vil give en hånd med, kan blot møde op søndag den 8. marts ved Værløse kirke, Højeloftvænge 20, mellem kl. 10 og 12.30 eller ved Stavnsholtkirken, Stavnsholtvej 25, mellem kl. 11 og 12.30. Det er også muligt at tilmelde sig på forhånd og reservere en bestemt rute via blivindsamler.dk.







