
I en fælles skrivelse til ministeren opfordrer Børne- og Skoleudvalget i Furesø Kommune til at bevare Egeskolens 10. klassecenter.
Af Mikkel Kjølby
Hvis man ellers var i tvivl om Egeskolen 10. klassecenter betydning for lokalsamfundet, så maner medlemmerne af Furesø Kommune den totalt i jorden.
Radikale Venstre og SF tog initiativ til en fælles skrivelse til Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (A). Den får total opbakning af hele udvalget – også Tesfayes partikollegaer.
– I Socialdemokratiet Furesø synes vi, at det vil være en stor fejl at nedlægge de kommunale 10. Klasse, som giver en masse unge mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt, inden de skal vælge uddannelse, lyder det fra udvalgsformand Muhammed Bektas (A).
Den 30.-31. jan drager udvalget afsted til Børne og Ungetopmødet i Aalborg, hvor ministeren også deltager.
Radikale Venstres Anders Medum Groth glæder sig over opbakningen.
– Jeg er rigtig glad for den massive opbakning, der er til 10. klasse i Furesø. Alle partier i Børn og Skoleudvalget er bevidste, om de store kvaliteter vores tilbud på Egeskolen har. Derfor er det vigtigt, at vi i tide får råbt ministeren op, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at bevare vores gode skoletilbud, siger Anders Medum Groth og fortsætter:
– Forslaget om at oprette en EPX-uddannelse og styrke erhvervsuddannelserne er godt, men at det skal ske på bekostning af 10. klasse, er i min optik et eklatant fejlskud fra regeringens side, som heller ikke har mødt opbakning hos hverken gymnasierne, eleverne, lærerne eller lederne.
Vil forsøge at tiltrække en EPX-uddannelse
Furesøs politikere har i mere end et årti forsøgt at få oprettet en ungdomsuddannelse i kommunen. Indtil videre er alle forsøg strandet, men nu gør man forsøget igen.
– I Furesø Byråd har vi længe haft en ambition om at tiltrække en ny ungdomsuddannelse til kommunen. Hvis EPX’en bliver til noget, kunne det være interessant at undersøge om uddannelsen kan ligge i Furesø. Vi ønsker dog fortsat at bevare Egeskolen, som er et unikt tilbud i kommunen. Det er dejligt, at hele udvalget er enige om dette og vi samlet kan rette henvendelse til ministeren, siger Muhammed Bektas.
Brevet til Mattias Tesfaye
Til Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye
Regeringens udspil til en uddannelsesreform indebærer forslag om
nedlæggelse af 10. klasse. Tilbuddet er en stor succes i bl.a. Furesø, hvor
elever, forældre og lærere er glade for deres gode lokale
undervisningstilbud. Med Furesøs geografiske placering på kanten af de
tidligere amtsgrænser er der alt andet lige længere til
ungdomsuddannelsesinstitutioner for unge fra Furesø, end der er for
mange andre unge i de omkringliggende kommuner.
En lang række organisationer og forskere fraråder nedlæggelsen af 10.
klasse, som det frygtes vil have konsekvenser for især udsatte og fagligt
sårbare unge. Vi vil opfordre ministeren til at lytte nøje til de bekymringer,
og frafalde forslaget om at nedlægge 10. klasse.
10. klasse er for mange unge derudover et ekstra år til at blive klogere på
sig selv, blive dygtigere fagligt og til at få mere selvtillid og tro på sig selv.
Vi synes at det vil være ærgerligt, at man kun har muligheden for at få
dette år, hvis man tager på efterskole. Efterskoler er en fremragende
skoleform, men det er også en skoleform med en social slagside, som har
relativt større optag af elever fra ressourcestærke hjem.
Derudover skal det bemærkes, at regeringens forslag om nedlæggelse af
10. klasse bygger ovenpå reformkommissionen arbejde. Men
reformkommissionens opdrag var at kigge på idéer til at øge
produktiviteten. De skulle ikke kigge på trivsel eller kvalitet.
Med venlig hilsen
Børn og Skoleudvalget i Furesø Kommune
Muhammed Bektas, Anders Medum Groth, Jan Kjældgaard, Rikke Blak
Kristiansen og Sussy Hasle Hansen.
1 kommentar til “Furesøs politikere slår ring om Egeskolen”
Dejligt, at I i byrådet går så stærkt ind for Egeskolen og 10.klasse. Jeg støtter helhjertet jeres synspunkter i brevet til Tesfaye. Forhåbentlig er han og regeringen m.fl. til at flytte. For de unges skyld.
Der er lukket for kommentarer.