Nummer 3 – Rikke Hørlykke
Olympisk mester i 2004. Champions League-mester med Slagelse i 2005. 125 A-landskampe.
Rikke Hørlykke voksede op i Værløse. Hun startede til håndbold i Værløse Håndboldklub og var en del af en lovende årgang, som vandt DM-sølv for ynglinge under Henrik Sahlbergs ledelse.
Hun nåede at spille på Værløses seniorhold sammen med sin mor Bente, som var målmand. Talentet trak Rikke til Virum-Sorgenfri og siden til en professionel tilværelse i den tyske bundesligaklub Lützellinden.
Det danske kvindelandshold havde sin storhedstid i slutningen af 1990´erne og starten af det nye årtusinde. Rikke Hørlykke markerede sig som en gennembrudsstærk og intelligent bagspiller, men måtte pænt vente på sin tur på landsholdet. Den kom i 2000, hvor hun fik debut den 30. juli en træningskamp mod Sverige, men Rikke blev ikke en del af den danske landsholdstrup ved OL i Sydney samme år. Danmark vandt guldet.
Rikke besluttede sig for, at give den en ekstra skalle og fik spillet sig til en fast plads på landsholdet de kommende år.
Belønningen kom i 2004, hvor Rikke blev udtaget til OL i Athen. Under Jan Pytlicks ledelse vandt det danske hold atter det olympiske guld.
Rikke Hørlykke spillede på landsholdet 125 gange. Sidste kamp var den 18.december 2005 mod Ungarn.
Efter ophold i FIF og GOG blev Rikke Hørlykke en del af Anja Andersens Slagelse Dream Team. Det blev til Champions League-mesterskaber og et dansk mesterskab i 2005.
Privat er Rikke gift med den tidligere landsholdsspiller og landstræner Klavs Bruun Jørgensen. De har to børn. Hun driver sit eget firma med personlig træning.
Furesøs største sportsstjerner – Nummer 3 Rikke Hørlykke
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest