
Et fællesskab mellem syv lokale kunstnere er spiret frem i forbindelse med Galleri Bymidte.
Gågaden på Værløse Bymidte ejes i store træk af DEAS, som de senere år har haft en del tomme lokaler. Det har DEAS forpligtet sig til at gøre noget ved i forbindelse med en aftale med Furesø Kommune omkring hjemfaldspligten på ejendommene.
DEAS har i den forbindelse sat et godt tiltag i værks. Butikslokalerne, som senest dannede rammen om Café Zider, er udlånt kvit og frit til en gruppe lokale kunstnere.
Hver fredag fra 15-18 og hver lørdag fra 10-15 samt søndag den 17. december klokken 11 til 15 er der åbent i Galleri Bymidte. Dog med sidste åbningsdag lørdag den 23. december.
Værløse Bymidtes altmuligmand Bent Monnerup er også kunstner og fik skabt forbindelsen. Nu er der hele syv kunstnere med i Galleri Bynidte.
Bakaos, Bent Monnerup, Federica Sismondo, Josefine Bjerregaard Nielsen, Laura Marie Silber, Louise Ender Palkinn og Sofie Holm
– Vi er syv kunstnere, som deler lokalet. Det er alt fra de kreative, som aldrig har udstillet før, til professionelle kunstnere. Vi er en blandet landhandel i udtryk og pris, fortæller Bakaos med det borgerlige navn Barbara Kaad Ostenfeld.
Kunstnerne skiftes til at agere vært i galleriet.
– Vi får så mange gode tilkendegivelser. Folk er glade for det. De synes, det er sjovt at gå ind og hygge sig i galleriet. Som kunstner er det fedt at få sådan en mulighed. Jeg ville aldrig have råd til at leje en butik på Bymidten, siger Bakaos.
Blandt de nye ansigter er 38-årige Federica Sismondo fra Italien, som flyttede til Danmark for seks år siden. Hun arbejder som grafisk designer og bruger kunsten til at slappe af.
– Det hjælper mig til at slappe af, lade mine tanker flyde og fokusere. Det er mig, og min Colors In The Wind, fortæller Federica Sismondo på Facebook.