FC Nordsjælland har brugt landsholdspausen til at træne ind i faser, hvor der har manglet noget. Jens Fønsskov Olsen glæder sig helt vildt til genstarten.
Af Mikkel Kjølby
FC Nordsjælland spillede 16 kampe på 60 dage fra den 23. juli til 20. september.
Det startede med et nederlag til Gais og sluttede med et nederlag til Viborg. Men samlet set blev det til avancement til Conference League-gruppespillet, en fjerdeplads i Superligaen med 17 point for ni kampe, og en plads blandt de sidste 16 i DBU Pokalen.
Det resultat havde FC Nordsjælland formentlig gerne solgt den for inden sæsonstarten. Men vel heller ikke så underligt, hvis FC Nordsjælland-spillerne så en anelse trætte ud i de sidste kampe inden landsholdspausen.
– Vi tabte den sidste kamp. Det gør altid ondt. Det var en ulykkelig slutning på en god og positiv periode. Vi har brugt 22-23 spillere. Mange har været inde og spille, men vi har holdt et godt niveau. Men har også spillet seks kampe i Europa og mærket det pres og opnået det at komme videre i Conference League. Der mange ting i det. Set hen over det hele, var det nok et godt tidspunkt (med landsholdspausen red.), siger Jens Fønsskov Olsen.
13 spillere afsted med landshold
FC Nordsjælland har benyttet landsholdspausen til at give spillere og stab lidt frihed, men mange har ikke haft mulighed for at hvile.
13 FC Nordsjælland-spiller har været afsted med diverse landshold og kommer dryssende hjem en efter en. Justin Janssen og Juho Lähteenmäki er de sidste. De kommer først torsdag.
Ikke desto mindre er der foregået en del på træningsbanen.
– Vi har forsøgt at samle det op. Når man spiller så mange kampe i træk, når man ikke at få lave periodiseringer over, hvad der er sket. Det har vi samlet op på. Vi har trænet ind i faser, hvor der har manglet noget, siger Jens Fønsskov Olsen.
Henimod landsholdspausen blev FC Nordsjælland ramt af skader på centrale spillere. Anfører Tobias Salquist og den centrale midtbanespiller Nicklas Røjkjær sad udenfor. Nu er de tilbage og er i spil til startopstillingen.
Tobias Salquist er fortsat anfører og stod for de sædvanlige optaktsinterview med TV-stationerne.
– At ”Salle” er tilbage, gør, at jeg har en mere at vælge imellem. Der er voldsom konkurrence dernede. Han har været stærkt spillende og er en naturlig leder på holdet. Selvfølgelig har han været savnet, siger Jens Fønsskov Olsen.
FC Nordsjællands første kamp efter landsholdspausen er fredag hjemme mod OB.
– Vi glæder os helt vildt. Vi har et godt udgangspunkt i Superligaen. Vi er et godt sted, siger Jens Fønsskov Olsen.







