Gode nyheder – Der er penge til lidt mere velfærd

Furesø Byråd kan se frem til at bruge lidt flere penge på velfærd.

I forbindelse med 1. behandlingen af budgettet kom det frem, at der er en smule råderum til at lave mere velfærd for borgerne.
Af Mikkel Kjølby
Der blev skåret ind til benet, da Furesø Byråd i efteråret 2024 vedtog et to-årigt budgetforlig for 2025-26.
Ikke mindst besparelserne på åbningstider i dagtilbud og SFOer, på lokaletilskud til foreninger og en besparelse på vikarbudgettet på plejehjemme har været genstand for voldsom kritik.
Allerede i foråret lancerede Konservative, Venstre og Radikale Venstre en forårspakke med fokus på at tilbagerulle besparelserne på netop disse tre områder.
Onsdag den 28. august var der så 1. behandling af budgetrevisionen for 2026.
At dømme ud fra politikernes indlæg ser det ud til, at forårspakkens budskaber bliver realiseret.
I forbindelse med dagsordenspunktet kom det frem, at der er et mindre råderum til at udvide driftsudgifterne.
Viceborgmester Bettina Ugelvig (A) holdt dog fokus på ansvarlighed i økonomien. Alligevel er der plads til at øge udgifterne. I forhold til de varige driftsudgifter handler det om 8 mio. kr.
– Det giver mulighed for f.eks. at se på tidligere besparelser på børneområdet: reduceret åbningstider og lukkeuger – men næppe begge dele på en gang. Der er også en besparelse på vikarkontoren på ældreområdet, som vi gerne vil konvertere til flere medarbejdere. Og så er der en besparelse på lokaletilskuddet, som vi gerne vil være foruden, skrev Bettina Ugelvig efter byrådsmødet på a-furesoe.dk
Hun peger også på uudmøntede anlægspuljer på ca. 20 mio. kr.
– Vi vil også rigtig gerne sætte flere midler af til bedre undervisningslokaler, forbedring af legepladser, forebyggelse af overløb med LAR-løsninger, skrev Bettina Ugelvig.
Endelig er der 10 mio. kr. i opsparede midler. Dem ser viceborgmesteren gerne anvendt til kompetenceudvikling af velfærdsmedarbejdere.

Nu går processen i gang
Den konservative gruppeformand Lars Carstensen oplyste i sin tale ved byrådsmødet, at hans parti har stillet 15 udvidelsesforslag – heraf 3-4 på ældreområdet. I alt er der 40 forslag til vurdering og behandling af byrådet.
Venstres Jesper Larsen gentog ønsket om at tilbagerulle besparelser på åbningstiderne i dagtilbud og SFOer. Han pointerede også, at velfærd også handler om at have mennesker nok på velfærdsområderne.
Tine Hessner, Radikale Venstre, foreslog at handle generationsansvarligt ved at investere i børn og klima. Hun gentog ønskerne fra forårspakken og udvidede med et ønske om fælles skolestart i august måned.
Enhedslistens Øjvind Vilsholm havde fokus på, at besparelser på åbningstiderne i dagtilbud og SFOerne bør rulles tilbage. Han nævnte også vikarområdet indenfor ældreplejen som et fokuspunkt og åbnede op for en ekstra nattevagt på Plejecenter Lillevang,
Jan Kjældgaard fra SF ville investere midlerne fra kassebeholdningen. Han havde ligeledes fokus på åbingstiderne i SFOerne, bedre normeringer, tolærerordning i skolerne, færre børn i klasserne og en opgradering af faglokalerne på skolerne samt en pulje til efteruddannelse af velfærdsmedarbejdere.
Hvad der kommer ud af alt dette, vides først efter 2. behandlingen af budgetrevisionen. Men et godt bud er, at besparelserne på åbningstiderne i dagtilbud og SFOer samt lokaletilskud og vikarbudgettet på plejehjemmene tilbagerulles.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Gode nyheder – Der er penge til lidt mere velfærd”

Der er lukket for kommentarer.