Af Rasmus Dahl, formand for Socialdemokratiet i Furesø. Ole Bondo Christensen, borgmester & Bettina Ugelvig, viceborgmester
I Byrådet sidder seks forskellige partier med vidt forskellige politiske udgangspunkter. Ikke desto mindre står Byrådet samlet om et fælles budget, som det også har været tilfældet de forudgående 15 år. Det er en kæmpe fordel for kommunen, at vi kan stå sammen, også når det er svært. Som borgmesterparti bærer Socialdemokratiet her et særligt ansvar. Det er vigtigt for os, at alle muligheder bliver vendt, og at alle partier, borgere, foreninger og medarbejdere bliver inddraget. De gode løsninger skaber vi sammen.
Med det toårige budget prioriterer vi vores kernvelfærd. Vi er stolte af, at vi med budgettet styrker ældreområdet bl.a. gennem en ny demografimodel, kompetenceudvikling af medarbejderne, øget vægt på forebyggelse og rehabilitering samt brug af velfærdsteknologi. Vi sætter flere midler af til børnenes skolegang, til renovering af daginstitutionerne og til udvidelse af indskolingen i Jonstrup. Vi prioriterer arbejdet med udsatte borgere, hvor fokus skal være på lokale beskæftigelsestilbud og hjælp til at klare sig i eget liv. Vi friholder busdriften for besparelser og styrker indsatsen for rent drikkevand og kampen mod invasive arter. Endelig har vi besluttet, at Skovhuset fortsat skal kunne anvendes som kulturelt samlingspunkt, og at musikskolen og bibliotekerne skal arbejde med kulturtilbud også for børn og unge med udfordringer.
I budgetforhandlingerne blev partierne enige om at slække kravene til kommunens kassebeholdning og puljen til uforudsete udgifter for herigennem at kunne fjerne eller justere en række af besparelsesforslagene.
Budgetprocessen er benhård. Men i Socialdemokratiet mener vi, at processen betyder noget. At vedtage husholdningsregnskabet for vores fælles kommunale velfærd, skal ikke ske bag lukkede døre, hvor fokus er at tælle til 11 ud af byrådets 21 mandater.
Vores udgangspunkt vil altid være at søge det brede kompromis gennem en åben og inddragende proces. At vedtage et budget for vores fælles velfærd er noget vi gør sammen.
Godt budget, der peger fremad
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest