Mystisk besparelse på Værløsehallerne – Sådan skal den udmøntes

Furesø Byråd har besluttet at spare 500.000 kroner årligt på Værløsehallernes tilskud. Der er lagt op til et juridisk rivegilde.

Budgetaftalen lægger op til en besparelse på 500.000 kr. årligt på Værløsehallerne. IF Værløses formand Mogens Daniel Bruun henholder sig til en uopsigelig aftale frem til 2032.
Den netop indgåede budgetaftale med alle 21 medlemmer af Furesø Byråd indeholder ganske få besparelser på Kultur, Fritid og Idrætsområdet.
En af besparelser har kodebetegnelsen KFI6. Den omhandler en reduktion af lokaletilskuddet, det supplerende lokaletilskud samt Værløsehallerne.
Oprindeligt lød forslaget på 1,4 mio. kr., men det er reduceret til 900.000 kroner. Forslaget går på en reduktion af såvel det ordinære lokaletilskud samt supplerende lokaletilskud med 200.000 kroner årligt. Der mangler derefter 500.000 kroner årligt for at spareforslaget er i hus. De penge skal altså hentes på Værløsehallernes driftsbudget fra 2025.
Formand for IF Værløse, Mogens Daniel Bruun, henholder sig den uopsigelige driftsaftale mellem Furesø Kommune og IF Værløse, som løber til og med 2032.
– I 2020 indgik Værløsehallerne en driftsaftale med kommunen gældende for 2021 – 2032. Og den aftale henholder vi os stadig til. Hvad kommunen, herunder både forvaltning og byråd bilder hinanden ind, blander vi os ikke i. Så vi sover trygt om natten, lyder det fra Mogens Daniel Bruun.
Det fremgår dog af aftaleteksten, at driftsaftalen kan genforhandles/opsiges med et års varsel.
– Aftalen kan genforhandles/ og ellers opsiges med et års varsel fra begge parter, såfremt der sker væsentlige ændringer, står der i driftsaftalen for Værløsehallerne.
Så med reduktionen i lokaletilskuddet er der åbnet for en dialog om reduktion af tilskuddet til Værløsehallernes drift.
Ud af Furesø Kommunes samlede lokaletilskud på 7 mio. kr. går halvdelen til Værløsehallerne.
Forvaltningen skriver i sparekataloget følgende om KFI6.
– For alle forslagene gælder, at det der spares med stor sandsynlighed, vil blive pålagt brugerne i form af øgede kontingenter. Flere steder, vurderes det dog at være muligt at reducere i serviceniveauet for dermed ikke at skulle lægge hele besparelsen over på brugerne. Men, da der er tale om private faciliteter, vil det være op til de enkelte bestyrelser – i sidste ende medlemmerne via generalforsamlingerne – at beslutte, hvor meget man er villig til at betale for at kunne fastholde det nuværende serviceniveau.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *