I sensommeren 2024 blev de Grønne Pigespejdere i Jonstrup udvalgt som modtager af Fremtidens Spejderhytte kvit og frit af Den A. P. Møllerske Støttefond. Det er bestemt ikke nemt at finde den rette placering for hytten. Men nu er forvaltningen i Furesø Kommune trådt til som byggestyrer.
Af Mikkel Kjølby
Det danske samfund er fyldt med regler, restriktioner, love og forordninger, men med god vilje kan der findes en vej.
Den Grønne Pigespejdere i Jonstrup startede i Kaningården i Jonstrup, men har i lang tid haft base på Jonstrup Gl. Seminarium, hvor der snart skal ske en udvidelse af Jonstrup Skole, så det begyndte at se svært ud for De Grønne Pigespejdere, men i sensommeren 2024 fik de en fantastisk nyhed.
Den A. P. Møllerske støttefond udpegede De Grønne Pigespejdere, som en af de spejdergrupper, som ville få en spritny, moderne spejderhytte stillet til rådighed kvit og frit i forbindelse med projektet Fremtidens Spejderhytte. Det blev endnu bedre, da Furesø Kommune stillede en grund til rådighed for hytten ganske gratis.
Men sådan noget er ikke sådan lige til. Grunden ved grusvejen Tyskervej ind til Jonstrupvang byder på nogle udfordringer. Derfor har Furesø Kommune overtaget byggestyringen af projektet.
I en meddelelse til Folkeoplysningsudvalget forklarer forvaltningen om udfordringerne.
– Områdets karakter har bevirket, at den bedste placering af hytten vil være over skel mellem den grund der er stillet til rådighed og nabogrunden, som Furesø Kommune også ejer. En sammenlægning af de to grunde er en mulighed, men vil give nye udfordringer. Regler for tilslutning af vand og kloak tilsiger nemlig, at der skal betales en tilslutningsafgift pr. 800 m2 grund, når der er tale om en ny grund uden for det normale tilslutningsområde. Da de to kommunale grunde er meget store, vil dette udgøre en alt for stor omkostning. Derfor er der nu igangsat en udmatrikulering af et passende grundareal på 800 m2, hvor spejderhytten efterfølgende kan etableres, lyder det fra forvaltningen.
Naturligvis er der også en række forhold, som skal afklares, inden spejderhytten kan opføres.
– Ud over de matrikulære forhold byder området også på vådområder/søer, risikotræer og forekomst af flagermus, hvilket bl.a. medfører krav om en VVM Screening. Grundet ovenstående har projektet udviklet sig i en sådan retning af vi fra forvaltningens side har påtaget os opgaven som overordnet byggestyre. Der arbejdes frem mod en endelig byggemodning samt byggetilladelse, således at spejderhytten senest kan etableres sidst i 2026, lyder det videre.
Fremtidens Spejderhytte er et helt nyt koncept
Udviklingen- og opførelsen af Fremtidens Spejderhytte er en del af et større samarbejde mellem Den A.P. Møllerske Støttefond, spejderbevægelsen og FDF, der tilsammen repræsenterer over 100.000 børn og unge, der ugentligt mødes i en spejderhytte eller et kredshus. Mange af disse bygninger er dog nedslidte efter årtiers brug, og derfor har Fonden bevilget 140 millioner kroner til at sikre et ’kvalitetsløft af spejderhytter og kredshuse’ i hele landet.
Fremtidens Spejderhytte er tegnet af arkitektfirmaet LETH & GORI, der sammen med Rønnow Arkitekter og VEGA landskab har skabt et koncept, som nytænker den klassiske spejderhytte i både form og funktion. Designet har fokus på at åbne hytten mere op mod omgivelserne og ’trækker naturen ind og inviterer spejdere til at være udenfor’ bl.a. ved at have en udendørs bålplads, som ’omfavnes af spejderhytten i et stort koncentrisk omslag’.
Fremtidens Spejderhytte er en enkel kompakt hytte, der er let at renovere og vedligeholde for at sikre længst mulig levetid. Hytterne bliver først og fremmest bygget af træ for at sikre det mindst mulige klimaaftryk.







