Gruppen bag velgørenhedsløbet ‘Hareskovby samler ind’ nyder, at deres børn er blevet store. Nu byder børnene for alvor ind i forhold til planlægningen af begivenheden lørdag den 6. september
Af Mikkel Kjølby
Gruppen bag velgørenhedsløbet ‘Hareskovby samler ind’ fandt sammen, da deres børn gik i 0. årgang på Hareskov Skole.
Nu går børnene i 5. klasse. Gruppen holder fortsat sammen, men der er sket noget.
– Vores børn er blevet store. De engagerer sig og byder ind i forhold til arrangementet. Det er skønt, at vores børn har lært at man kan gøre en forskel, siger Marie Fynbo fra arrangørgruppen.
‘Hareskovby samler ind’ gør nemlig en forskel.
– Sidste år indsamlede vi 85.000 kroner, som gik til Børnecancerfonden, der yder støtte til kræftramte børn og deres familier. I år går støtten til SMILfonden, som støtter børn med alvorlige og kroniske sygdomme. SMILfonden giver ikke mindst børnene en vigtig pause fra sygdom gennem sociale aktiviteter både på og uden for hospitalerne – med fx sociale aktiviteter, sommerlejre, netværksture og rådgivning, fortæller Stine Monrad Kollerup fra arrangørgruppen.
I år finder begivenheden sted lørdag den 6. september fra 10.00-17.00 omkring Hareskov IF fodbolds klubhus.
Hareskovløbet er et af to grundpiller i ‘Hareskovby samler ind’.
Voksne og børn indsamler et beløb per løbet runde og samtidig får de et lod pr. runde.
– Når løbet er overstået og vi har indsamlet penge, kan deltagerne være med i lodtrækningen om lokale gavekort og gavekurve via deres lodder. Man får også et lod ved at købe en billet til løbet, fortæller Stine Monrad Kollerup.
Omkring klubhuset er der en festplads med madboder og et aktiviteteter for børnene med hoppeborg, fodbolddart og meget mere.
Lokal standupper henter stjerner til byen
Hareskovby rummer mange kreative mennesker. Steen Molzen er komiker og standupper. Han bruger sine kontakter i branchen til at arrangere et standup-show med flere stjerner. Rune Klan og Anders Matthesen er blot to navne, som har optrådt gratis i forbindelse med ‘Hareskovby samler ind’.
– Sidste år optrådte seks komikere frivilligt, hvilket resulterede i masser af latter og en vellykket begivenhed – og nu er der nye store navne på plakaten, fortæller Marie Fynbo.
I år kommer selveste Mick Øgendahl og det nye stjerneskud Eva Jin. Steen Molzen optræder naturligvis også selv.
Standup-showet er for længst udsolgt.







