Erhvervsmand, fodboldtræner, Furesøborger ind til benet. Henrik Christensen vil i byrådet for Det Konservative Folkeparti. Han vil have styr på økonomien og have fokus på kloge løsninger for den lokale natur.
Af Mikkel Kjølby
Efter 30 år som virksomhedsejer og direktør har Henrik Chrittensen solgt sit firma. I dag støtter han nye virksomheder på deres rejse. Her bruger han ikke mindst sin erfaring fra 15 år i brancheorganisationen DiaLab for Laboratorier & Diagnostik, hvor han blandt andet fokuserede på dansk sundhedspolitik og muligheden for styrket offentlig – privat samarbejde.
Som ung Henrik boede i Værløse, indtil han flyttede til København for at studere. Her mødte han Henriette fra Dalgården i Værløse. De blev gift og fik to drenge. For 30 år siden flyttede de tilbage til Stavnsholt. Drengene startede på Stavnsholtskolen. Det vækkede noget i Henrik.
– Der er ikke noget, som kommer af sig selv. Hvis den lokale skole skal være god, så må man selv gøre noget, siger Henrik Christensen, som sad i bestyrelsen for drengenes børnehave, skole og fritidshjem. Han tog endda en tørn som fodboldtræner i Farum Boldklub.
Det er summen af al den erfaring, som han vil byde ind med, hvis han bliver valgt ind i Furesø Byråd for Det Konservative Folkeparti. Han er allerede suppleant for byrådsgruppen og har været med ved flere byrådsmøder. Det har kun vækket endnu mere lyst til at komme ind og ændre på tingene.
– Økonomien er en vigtig forudsætning for, at vi kan levere varen for borgerne. Jeg kan ikke forstå, at det er en overraskelse hvert år, hvad der er at gøre godt med. Det er slet ikke transparent. Tværtimod er det umuligt at gennemskue. For at ændre på det er det nødvendigt at komme ind i det operative maskinrum. Jeg vil skabe klarhed og transparens, forklarer Henrik Christensen, som godt ved, at det er vanskeligt at gå til valg på noget så kedeligt som økonomi.
– Det er verdens kedeligste emne, men hvis der ikke er en sund økonomi, kan man ikke udvikle kommune og man kan ikke tage sunde beslutninger, siger Henrik Christensen.
Medarbejderne skal sættes fri
Henrik Christensen ser økonomien som midlet til at fokusere endnu mere på kernevelfærden, som for ham handler om børn og ældre. Det handler meget om den måde, som Furesø Kommune går til medarbejderne.
– Vi skal sikre kernevelfærden på en effektiv, empatisk og ordentlig måde. Min erfaring er, at man skal sætte medarbejderne mere fri og stole på dem. Ansvaret skal så langt ned som muligt. På den måde kan man opbygge en bedre kultur, forklarer Henrik Christensen, som mener, at den nuværende politiske ledelse gør det modsatte og samler medarbejderne i store enheder, hvor de fritages for ansvar. Det skal der ændres på, hvis det står til Henrik Christensen.
Naturen skal sikres med kloge løsninger
For Henrik Christensen er der ingen tvivl om, at Furesøs natur er noget særligt. Også her vil han en anden vej end det nuværende politiske styre.
– I stedet for at lave noget, som bare ser godt ud, men reelt har ringe effekt, burde man finde ud af, hvor man gør en rigtig forskel, siger Henrik Christensen med klar henvisning til græsningsprojektet på Baunesletten.
– Vi laver for mange løsninger, hvor det mest handler om, at det ser godt ud på papiret, men mindre fokus på virkningen.
Henrik erklærer sig indigneret over de lokale søers tilstand.
– Furesøen og Farum Sø er eksempler på noget, hvor vi har et ansvar. Jeg er indigneret over søernes tilstand. Det må og skal vi kunne gøre bedre, lyder det med indignation i stemmen.







