Her må du ikke bruge fyrværkeri

Furesø Kommune har lavet et kort over områderne, hvor der er forbud mod brug af fyrværkeri. Skitse: Furesø Kommune.

Furesø Kommune har lavet et kort over de områder, hvor der er forbudszoner i forhold til affyring af fyrværkeri.
Nytårsaften står for døren, og så bliver himlen lyst op af farvestrålende fyrværkeri. Det er kun tilladt at fyre af den 31. december og 1. januar.
Af hensyn til ejendomme med stråtag og ejendomme med dyrehold er der dog visse områder af Furesø Kommune, hvor du skal lade være med at fyre krudt af.
Furesø Kommune har lavet et interaktivt kort, hvor man kan skrive sin adresse og tjekke reglerne for området. Her er linket til kortet: https://www.furesoe.dk/borger/bolig/fyrvaerkeri

Politiet advarer. Køb lovligt fyrværkeri
Rigspolitiet har udsendt en pressemeddelelse om ulovligt fyrværkeri. Her lyder en klar opfordring.
– Fyrværkeri, der ikke er godkendt, kan være ekstremt farligt, og vi har tidligere set, hvor galt det kan gå. Mandag den 15. december åbnes der for salg af lovligt fyrværkeri hos godkendte forhandlere herhjemme, og vores anbefaling er meget klar: Hold jer til de autoriserede salgssteder. Undlad at købe fyrværkeri i udlandet og køb ikke fra ikke-godkendte forhandlere – det er ulovligt, siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Koncernkommunikation.
Politiet vil igen i år have særligt fokus på det voksende online marked for ulovligt fyrværkeri. Politiets Online Patrulje har derfor øget overvågningen af både hjemmesider og sociale medier, hvor ulovligt fyrværkeri udbydes til salg.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder