Tine Hessner (RV) reagerer på Alt om Furesøs gennemgang af Furesø Kommunes vanskeligheder i forhold til at ramme serviceloftet ved at stille forslag om at gøre som i København, hvor halvdelen af et eventuelt overskud investeres i velfærd.
Af Mikkel Kjølby
I sidste øjeblik satte Alt om Furesø fokus på den såkaldte Serviceramme. Det er den årlige ramme om kommunens udgifter til velfærd. De sidste ti år er Furesø gået fra at bruge for mange penge i nogle af årene til de sidste to år, at være 43 og 59 mio. kr. fra Serviceloftet. Det er velfærd som borgerne ikke får og kan udløse en lavere Serviceramme de kommende år.
Tine Hessner (RV) mener, at det er svært at ramme rammen, men byrådet kan kompensere, hvis man vil.
-I Radikale Venstre synes vi det er ærgerligt, at vi i Furesø ikke udfylder servicerammen hvert år, men erkender også, at det kan være et puslespil fra år til år at “ramme” servicerammen. Vi har derfor flere år foreslået, at Furesø Kommune etablerer en model som i København, hvor man, når man kender det endelige regnskabsresultat (oftest i marts/april året efter) ved overskud tager halvdelen af midlerne og investerer i nogle af de budgetudvidelser der ikke blev plads til året inden. Det kan være enkeltstående projekter, hvor man er sikker på at der ikke følger fremtidige driftsforpligtelser med, eller ærgerlige besparelsesforslag som kan rulles tilbage, lyder det fra Tine Hessner.

Furesø Kommunes likviditet er røget i vejret de sidste par år, men til gengæld er egenkapitalen blevet mindre. Likviditeten er penge i kassen, som potentielt kan bruges.
-At lægge penge i kassen kan også være en fornuftig praksis. Det er dog altid til politisk diskussion, hvor stor kassebeholdningen bør være – det er godt at være polstret til det uforudsete – og kræver også efterfølgende enighed i byrådet, når man så vil bruge af midlerne. Endelig har vi fortsat store udgifter til både udligning og gamle gældforpligtelser, som desværre ikke er værdiskabende, men en belastning for økonomien, forklarer Tine Hessner.
Hun understreger, at Radikale Venstre gerne vil investere i velfærden.
-I Radikale Venstre vil vi gerne investere i velfærden. Også mere langsigtet end udover det enkelte budgetår. Men samtidig er vi belastet af, at kommunens økonomi ikke har været til de store nye udgifter, og egenkapitalen er sparsom. Vi vil rigtigt gerne investere mere i vores dagtilbud og skoler, og har derfor brug for at finde frem til en sund økonomi, så vi kan opgradere vores investeringer, siger Tine Hessner.







1 kommentar til “Hessner – Invester halvdelen af overskuddet”
Tine Hesners forslag, der er beskrevet her, er virkelig godt!
Der er lukket for kommentarer.