KKR Hovedstaden har udpeget Bettina Ugelvig (S) og Tine Hessner (RV) til bestyrelsen for Hovedstadens Erhvervshus.
Af Mikkel Kjølby
Ved valgperiodens første møde i Kommunernes Kontakt Råd (KKR Hovedstaden red.) blev to politikere fra Furesø Byråd udpeget til bestyrelsen for Hovedstadens Erhvervshus.
Tidligere udvalgsformand Tine Hessner (RV) blev valgt af Radikale Venstres gruppe, mens 1. viceborgmester Bettina Ugelvig (S) blev valgt af den socialdemokratiske gruppe blandt de 29 kommuner i Region Hovedstaden.
Hovedstadens Erhvervshus hjælper hvert år mere end 5.000 virksomheder gennem specialiseret vejledning, workshops og programforløb. Det sker gennem forretningsudviklere, som har erfaring fra erhvervslivet med speciale i bl.a. digitalisering, bæredygtighed og internationalisering. Dertil investerer Hovedstadens Erhvervshus i stærke samarbejdsrelationer med andre erhvervsfremmeaktører som kommuner, uddannelsesinstitutioner, klynger, fonde, erhvervsorganisationer og private rådgivere.







