Flytningen af Bybækskolens brugere sætter gang i den kulturkabale, som tidligere udvalgsformand Tine Hessner foreslog i 2020. Det store projekt Furesø Rocks er tilsyneladende genoptaget. Tine Hessner ærgrer sig over, at flytteplanerne bunder i et re-lokaliseringsprojekt og ikke et visionsprojekt for kultur og fritidslivet.
Af Mikkel Kjølby
Det danske samfund er blevet enormt kompliceret. Det er ikke let at flytte på ting og rettigheder, men det kan være nødvendigt at tage svære og upopulære beslutninger for at skabe noget nyt.
Tine Hessner (B) foreslog i 2020 en kulturkabale – altså at flytte godt og grundigt rundt på foreninger og kulturinstitutioner skabe grundlaget for noget nyt.
Seks år senere er der reelt sat gang i en kulturkabale. Kommunaldirektør Henrik Studsgaard har sat sig i spidsen for arbejdet med at re-lokalisere brugerne af Bybækskolen, som med mange års forsinkelse nu står til nedrivning til fordel for et byudviklingsprojekt.
I den forbindelse rykkes en del brugere over i Farum Kulturhus, men Ung Furesø og Fremtidsværkstedet skal til Galaksen i Værløse.
Et kig på bilagene til den kommunale budgetproces afslører, at man atter kigger på Furesø Rocks. Det er et projekt, som blev søsat under Tine Hessners ledelse som udvalgsformand. Efter en analyse stod det klart, at det var en god idé med et ungemiljø. Det kunne skabes ved at rykke Ungdomsskolen og Furesø Musikskole ind i Galaksen, hvor de i forvejen samarbejder med Galaksen om den årlige ungdomsmusical.
– Jeg er glad for, at der kommer gang i kulturkabalen. Det gør det muligt at lave et samlet ungemiljø stationsnært i Galaksen, siger Tine Hessner.
Hele projektet blev skabt ved at samle viden og erfaring.
– Projektet blev foreslået ud fra min samlede viden om foreninger og Radikale Venstres ønske om et styrket ungemiljø, forklarer Tine Hessner og fortsætter:
-Det er attraktivt for unge at have et sted, hvor de kan møde andre unge. Forvaltningen lavede et virkelig godt udspil, som bragte Furesø Rocks til verden. Jeg håber virkelig, at det kan blive til noget i denne omgang.
Der er så bare den hage ved det, at Furesø Rocks blev lagt på hylden. Det skyldtes primært stærk modstand fra brugerne af Satelitten i Værløse.
– I den kulturkabale var der megen virak omkring Satelitten. Nu er det for første gang fremme, at de unge skal flytte til Galaksen og Satelitten. Der mangler fortsat noget borgerinddragelse af Satelittens nuværende brugere, siger Tine Hessner.
Nu har også visse indvendinger imod flytteplanerne.
-Der mangler fokus på tilgængelighed for gangbesværede, jeg savner også noget realisme i forhold til fortætningen af Farum Kulturhus og så er der nogle myter om flerbrugere af lokaler, som ikke er rigtige. I det hele taget skøjter man henover nogle nødvendige hensyn i forhold til medarbejdernes arbejdsforhold.
Der mangler en vision
Tine Hessner ser en stor udfordring med flytteplanerne for Bybækskolens brugere. Det er at flytningen er baseret på behovet for byudviklingen, hvor den burde være baseret på en vision for kultur og fritidslivet.
– Der mangler en vision. Det kunne være en god idé at booste Frivilligcentret. Vi er den kommune i landet, som bruger færrest penge på Frivilligcenteret. Nu gør man det modsatte ved at klemme dem ind på et kontor i kulturhuset, siger Tine Hessner, som også savner en plan for Immigrantmuseet.
– Immigrantmuseet er slet ikke tænkt ind i flytteplanerne. Museet har et potentiale for at få en bedre statsanerkendelse og få tilført et større statstilskud, men det kræver, at de får bedre vilkår, forklarer Tine Hessner.
I det hele taget er det svært at forstå, hvordan fremtiden for Farum Kulturhus ser ud. Det er en gammel bygning med et gigantisk vedligeholdelsesbehov.
– Skrækscenariet er, at Bybækgrunden bliver til et boligområde. Så der ikke bliver plads til noget for fritidslivet. Det er oplagt, at lave et nyt kulturhus eller et foreningshus på Bybækgrunden, vurderer Tine Hessner.







