Grundtvigs højborg, Vartov, blev løbet over ende, da udgivelsen af John Høybyes nye sangbog ”Skoven er så underfuld og 70 andre fællessange” blev markeret med fællessang og fingermad.
Af Mikkel Kjølby
Egentlig er der kun plads til ca. 100 mennesker i Grundtvigs højborg, Vartov, men op imod 200 ville være med, da udgivelsen af John Høybyes nye sangbog ”Skoven er så underfuld og 70 andre fællessange” blev markeret med fællessang og fingermad.
En overgang var der kø helt ned til Rådhuspladsen. Den overvældende interesse kom bag på arrangørerne, da der ikke var nok sangbøger til alle de fremmødte mennesker. Det var en stor succes.
– Det skal jeg love for. Det var godt, at brandvæsenet ikke var der, så havde de lukket butikken. Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde regnet med de 100, som der var plads, men der var kø ned til Rådhuspladsen, siger John Høybye med vanligt lune.
John Høybye er et beskedent menneske og vælger at tolke det store fremmøde som glædelig interesse for fællessang.
– Mange kan godt lide at synge fællessang. Det er kommet på mode, og så kommer der en ny bog. Og så det et godt arrangement med vin og fingermad. Det trækker også, lyder det fra John Høybye.
Kordirigenten og komponisten fra Farum er efterhånden blevet 87 år, men der er mere i ham.
Han løfter lidt af sløret for det næste store projekt. Det bliver heldigvis i hjembyen.
– Sidste år holdt vi den sidste koncert med mit kor. Det var en stor succes. Ved generalforsamlingen blev det stemt ned at stoppe her. Vi skal have den aller- allersidste koncert, fortæller John Høybye.
Koncerten finder sted i Stavnsholtkirken på Kristi Himmelfartsdag.
John Høybye var i 35 år leder af Tritonuskoret. Navnet betyder tre hele toner, det var en forbudt lyd, djævlen i koret.
Da koret lukkede, startede John Høybye projektkoret Diabolus In Musica. Navnet er naturligvis inspireret af den forbudte, djævelske lyd med tre hele toner.
Heldigvis kan det opleves en aller- allersidste gang.







