Michael Bay Olsen og hele holdet bag Restaurant Furesøbad er i den syvende himmel. Furesø Kommune har haft forpagtningen af Restaurant Furesøbad i udbud. Restaurant Furesøbad ApS vandt udbuddet.
Af Mikkel Kjølby
Efter flere års turbulens og uro er der nu ro på i forhold til den fortsatte drift af Restaurant Furesøbad.
Furesø Kommune har igen haft driften af restauranten i udbud. Restaurant Furesøbad Aps vandt udbuddet og fortsætter dermed driften af restauranten.
– Det har været en hård tid med en del usikkerhed. Vores personale har været dybt loyale i hele denne proces. Kunderne har været lige så loyale. Nu glæder vi os til at sætte gang i udviklingen af Restaurant Furesøbad sammen med personalet, siger Michael Bay Olsen i en pressemeddelelse.
I Furesø Kommune glæder man sig over, at der er kommet en permanent aftale, som nu er underskrevet af begge parter.
– Vi er glade for nu at have en permanent aftale på plads og ser frem til mange gode år med fortsat udvikling af Restaurant Furesøbad til glæde for både borgere, foreninger og besøgende udefra, siger Peter Rosgaard, centerchef for Kultur og Ejendomme i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
Michael Bay Olsen gik i efteråret 2024 på pension som inspektør af Furesøbad. At han overhovedet ønsker at fortsætte med driften af Restaurant Furesøbad, skyldes den familiefølelse, som er opstået omkring restauranten.
– Vi har det mest loyale personale i hele verden. I alle mine år som forpagter har vi aldrig haft et bedre og mere sammentømret hold. Der er opstået en familiefølelse på restauranten også i forhold til stamkunderne. Det giver mulighed for at udvikle restauranten, hvilket de sidste par års uro har forhindret, forklarer Michael Bay Olsen i pressemeddelelsen.
Kontrakten med Furesø Kommune indebærer dog, at restauranten holder lukket i januar-februar 2026, idet meget i restauranten skal renoveres.
– Vi får en ny start. Det glæder jeg mig i den grad til, siger Michael Bay Olsen.
Den nye forpagtningsaftale løber i minimum 10 år.
I udbud af to omgange
Furesø Kommune sendte restauranten i udbud i sommeren 2024, men det blev aflyst pga. manglende konkurrence, da Restaurant Furesøbad Aps, som den eneste byder levede op til konditionerne. Forpagtningen stod derfor til at udløbe få måneder senere. I stedet forlængede kommunen forpagtningen i ti måneder, mens et nyt udbud kunne finde sted. Det fandt sted op til sommerferien. Denne gang var der konkurrence om udbuddet.
Ud fra de fastlagte parametre vandt Restaurant Furesøbad Aps udbuddet.







