Hør den nye single fra Værløsebandet LUCY

LUCY spiller i Galaksen den 1. december, Foto: Petra Kleis.

Den 1. december spiller LUCY i Galaksen i Værlæse og dagen efter på Ideal Bar i spillestedet Vega. Det sker for at markere udgivelsen af deres nye single “Lander et sted”.
Bandet startede med at synge på engelsk under navnet The Scribbles. Efter mødet med manager Thomas Maartensson skiftede de navn til LUCY og synger på dansk. Først kom singlen “Deprimeret” og siden “Amor.”
I fredags udgav de deres tredje single. Den har fået navnet “Lander et sted”.
– Inspirationen til sangen kommer fra vores egne liv. Sangen kom meget, meget naturligt til os. Den var egentlig meget nem at skrive, fordi det var så ægte en følelse, vi havde. Vi render alle rundt og ryger en smøg engang i mellem, har moralske tømmermænd til tider – og generelt svinger lidt frem og tilbage i livet. Men det er okay – og lige netop det, havde vi brug for at skrive en sang om, lyder det fra forsangeren i bandet, Sylvester.
Bandet har skrevet sangen i fællesskab med assistance af Chris Burton. Singlen er produceret af Carl Altino, som har arbejdet med bl.a. Lamin, Sivas og. Bree Carter.
Det er en sang om at navigere i livets kaos. Selv når verden vælter, finder vi ud af det, og selvom alt er kaos, ordner det sig i sidste ende. Optimismen manifesteres i omkvædet med ordene:
“Selvom at jeg letter
ja så ved jeg, at jeg lander et sted
selvom jeg ik’ leder
vil jeg stadig få det hele med”
LUCY består af Sylvester Spangenberg (vokal), Jens Bjerre (bas), Sofus Koed Pedersen (guitar), som har kendt hinanden og spillet musik sammen det meste af livet og Bertram Thorsen (trommer), der kom med i bandet i sommeren 2022.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder