Humlehaven – Udvalgsformand går ind i sagen

Udvalgsformand Bettina Ugelvig (S) har svært ved at se Humlehavens børn i et dagtilbud.

Formanden for Børne- og Skoleudvalget, Bettina Ugelvig (S) er meget optaget af Humlehavesagen. Hun har svært ved at se børn med svære funktionsnedsættelser i et dagtilbud.
Af Mikkel Kjølby
I dagtilbuddet Humlehaven i Stavnsholt går 15 børn med svære funktionsnedsættelser i et almindeligt dagtilbud med en usædvanlig god normering. Furesø Kommune sparer 1,25 mio. kr. årligt ved ikke at oprette Humlehaven som et specialtilbud. Det er penge, som i stedet finansieres af forældrebetalingerne til alle dagtilbud i Furesø Kommune.
Alt det har Alt Om Furesø afdækket i denne artikel: https://altomfuresoe.dk/humlehaven-kommunen-sparer-millionbeloeb-men-hvad-med-boernenes-retssikkerhed/
Bettina Ugelvig (S) var formand for Dagtilbud & Familieudvalget i perioden fra 2018-2021, men har ikke været medlem af udvalget fra 2022-25. Nu er hun tiltrådt som udvalgsformand for Børne- & Skoleudvalget, hvor denne sag hører under.
– Allerede da sagen kom frem i efteråret, tænkte jeg, ligesom formanden for bestyrelsen i Humlehaven, at det virkede mere som struktur og tal end børn og deres hverdag. Jeg har haft et par samtaler med forvaltningen om sagen, og sådan ser de heldigvis ikke på det, men vi er ikke helt enige om, hvad der er op og ned. Derfor har vi planlagt at holde et møde med bestyrelsen i Humlehaven, siger Bettina Ugelvig.


Børne- & Undervisningsministeriet har overfor Furesø Kommune indskærpet, at man ikke kan drive et specialtilbud under dagtilbudsloven, derfor har kommunen foreslået, at Humlehaven bliver en del af Stavnsholt Børnehus, hvor der så oprettes særlige pladser til dem i en særlig afdeling. På den måde kan man fortsat drive Humlehaven under dagtilbudsloven og ikke specialområdets Barnets Lov.
– Børnene i Humlehaven har svære funktionsnedsættelser og ofte mere end en. Derfor mener jeg, at det ser vanskeligt ud at lade dem gå i et almindeligt dagtilbud, selvom de sådan set går efter dagtilbudsloven i dag. Samtidig er det, så vidt jeg er orienteret, heller ikke almindeligt, at børn fra Humlehaven starter i den almene grundskole, når de når den alder, lyder det fra Bettina Ugelvig, som har taget kontakt til formanden for bestyrelsen i Humlehaven.
– Jeg har tillid til, at vi finder en god løsning sammen med forvaltningen og bestyrelsen i Humlehaven, så vi lever op til lovgivningen på området og så både børnene og deres forældre i Humlehaven får en god og tryg hverdag. Medarbejdernes tanker skal vi naturligvis også kende til, siger Bettina Ugelvig.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder