Hvad skete der med de 10,5 mio. kr. til ældreplejen?

Indvielsen af Rosenhaven på Plejecenter Lillevang betød, at 10,5 mio. kr. kunne bruges til ældreplejen. Ni måneder senere er der ikke ansat en eneste SOSU-assistent.

I september 2025 publicerede Furesø Kommune en pressemeddelelse med et glædeligt budskab. Der var fundet 10,5 mio. kr. ekstra til ældreplejen. Midlerne skulle fordeles ud fra en analyse, som forvaltningen havde gennemført – ikke mindst til at ansætte flere SOSU-assistenter. Det er bare ikke sket endnu.
Af Mikkel Kjølby
I sommeren 2025 blev der publiceret en række kritiske artikler om Furesø Kommunes ældrepleje. Den 4. september kom der så et glædeligt budskab: Furesø Kommune ville bruge 10,5 mio. kr. ekstra på ældreplejen.
I en pressemeddelelse blev det beskrevet således:
– Udgifterne til ældreområdet i Furesø Kommune ser ud til at blive 10,5 mio. kr. lavere end forventet i 2025, da effekten af flere plejehjemspladser nu slår igennem. Udvalget for Sundhed og Ældre anbefaler, at pengene bør gå til en række indsatser, der skal videreudvikle kvalitet, kompetencer og kommunikation i Furesøs ældrepleje, skrev Furesø Kommune i pressemeddelelse.
Der var altså tale om midler, der allerede var sat af til ældreplejen, men ikke var brugt, fordi Plejecenter Lillevangs udvidelse betød færre udgifter til hjemmeplejen.
Forvaltningen var også klar med en analyse, som viste, hvordan midlerne bedst kunne bruges.
– Analysen viser, hvordan man kan styrke kvaliteten, kompetenceudviklingen og kommunikationen med borgere og pårørende på de kommunale plejehjem. Pengene fordeles fra en central pulje til forskellige initiativer. Dette inkluderer kvalitetssygeplejersker, køb af relevant teknologi og materialer, samt aktiviteter for borgere og pårørende, i alt 4 millioner kroner. De resterende 6,5 millioner kroner bruges til at ansætte flere SOSU-assistenter og til kompetenceudvikling. Disse penge bliver fordelt mellem hjemmeplejen (1,25 millioner) og kommunens plejehjem, herunder Ryetbo (5,25 millioner). Hvert plejehjem får en del af pengene baseret på, hvor mange pladser de har, skrev Furesø Kommune i pressemeddelelsen.

Hvad skete der med pengene?
NI måneder efter publiceringen af pressemeddelelsen var der ikke kommet en officiel meddelelse om, hvordan pengene var brugt eller skulle bruges. Flere politikere begyndte at stille spørgsmål til sagen.
Det gjorde Alt om Furesø også. Efter 15 dage kom svaret:
– Midlerne er brugt til at ansætte sygeplejersker til at forbedre kvaliteten og til kvalitetsløft af SOSU-assistenterne, som afvikles i efteråret 2026. For de resterende midler, er der ved at blive ansat SOSU-assistenter på alle enheder. Det forventes, at der bliver ansat 14 SOSU-assistenter i resten af 2026, skriver Furesø Kommune til Alt om Furesø.
Der er altså fortsat ikke ansat flere SOSU-assistenter i ældreplejen.
Ældre- og Sundhedsudvalget i Furesø Kommune havde en forventning om at få en orientering ved mødet i juni måned.
Lars Carstensen (K) undrer sig over sagen.
– Det undrer mig, at det har taget så lang tid at få ansat de ekstra medarbejdere, for der er tale om en helt nødvendig opnormering, siger Lars Carstensen og fortsætter:
– Allerede i september sidste år besluttede vi i Ældre- og Sundhedsudvalget, at der skulle sættes gang i både efteruddannelse og opnormering på området. Derfor havde jeg gerne set, at ansættelserne var kommet hurtigere på plads. Baggrunden for opnormeringen er, at vi i 2025 havde et mindreforbrug på ældreområdet, som byrådet gav mulighed for at blive på området og blive brugt til flere medarbejdere og kompetenceudvikling, lyder det fra Lars Carstensen.
Den nuværende formand for Ældre og Sundhedsudvalget Ole Bondo Christensen (S) er ikke vendt tilbage på Alt om Furesøs henvendelse.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

1 kommentar til “Hvad skete der med de 10,5 mio. kr. til ældreplejen?”

  1. Hvad med flere hjemmeHJÆLPERE til kommunens største plejehjem/ hjemmeplejen.
    Og lidt fælles aktiviteter som på de andre plejehjem❤️😇

Der er lukket for kommentarer.