I løbet af weekenden blev der dumpet et stort antal asbestplader ved materielgården ved Langhuset. DAB/Lejerbo politianmelder sagen men hvem smed pladerne af?
Af Mikkel Kjølby
Mandag morgen blev medarbejderne på ejendomskontoret i Værløse Almennyttige Boligselskab mødt af et sørgeligt syn.
I den anden ende af Langhuset har man en lille materialegård ved garagerne For enden af garagerne har en eller anden dumpet et større antal asbestplader i løbet af weekenden.
DAB/Lejerbos presseansvarlige, Jeanette Press, fortæller:
– Da medarbejderne på ejendomskontoret opdagede dem mandag morgen, afspærrede de straks området. Dernæst tog de fat i et eksternt, specialiseret firma, som har bekræftet, at pladerne indeholder asbest, og vil hjælpe med bortskaffelse. Bortskaffelsen forventes at koste godt 65.000 kroner. Ejendomskontoret har nu sørget for, at pladerne er pakket forsvarligt ind af et godkendt asbestsaneringsfirma. De vil blive hentet senere i dag eller i morgen til bortskaffelse på forsvarlig vis.
DAB/Lejerbo politianmelder sagen, da regningen ellers lander hos beboerne.
– Vi gør naturligvis, hvad vi kan for at hjælpe Vesterbo, så boligafdelingen (og i sidste ende beboerne) ikke selv kommer til at stå med udgiften til bortskaffelse af pladerne. Sagen vil blive politianmeldt som ulovligt dumpet asbestholdigt byggeaffald. Hvis det lykkes at finde frem til, hvem der har efterladt affaldet, vil vi forfølge sagen yderligere for at få omkostningerne dækket. Ellers vil vi søge at få dem dækket via boligafdelingens forsikring. Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige mere om det videre forløb, siger Jeanette Press.







