Miljøstyrelsen har ikke fundet årsag til at give et påbud til Novafos og udløbene V-U22 og V-U23 til Vesterled Sø. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at Novafos ikke kan dokumentere, at der er en renseeffekt i udløbene.
Af Mikkel Kjølby
Det vakte opsigt, da Grundejerforeningen Vesterled Sø tog radikale midler i brug og fik en kloakmester til at undersøge udløbene til Vesterled Sø. Kloakmesteren konkluderede, at udløbene ikke var funktionsdygtige i forhold til sandfang og olieudskiller.
Miljøstyrelsen tog derfor på tilsyn ved Vesterled Sø. Det har ført til et påbud til Herlev Kommune, men Furesø Kommune går fri.
Miljøstyrelsen vurderer, at alle fire anlæg fungerer efter hensigten og overholder deres udledningstilladelser. Miljøstyrelsens tilsyn har ikke givet anledning til, at der skal foretages yderligere som følge af tilsynet, skriver Furesø Kommune.
Claus Torp, direktør for By- og Kultur oplyser, at Furesø Kommune tager Miljøstyrelsens vurdering til efterretning. Claus Torp må formodes at kende forretningsgangene i Miljøstyrelsen. Inden han tiltrådte som direktør i Furesø Kommune arbejdede han som vicedirektør i Miljøstyrelsen.
En aktindsigt viser dog, at Novafos ikke kan dokumentere renseeffekten af de to udløb.
Miljøstyrelsen har anmodet Novafos om at fremsende eksisterende dokumentation for funktionaliteten af installationerne ved V-U22 og V-U23, men det kan Novafos ikke.
– Novafos er ikke i besiddelse af yderligere dokumentation for funktionaliteten af installationerne ved V-U22 og V-U23, skriver Novafos i svaret til Miljøstyrelsen.
Hvordan kan Miljøstyrelsen acceptere det?
Selvom Novafos ikke har dokumentation for funktionaliteten af VU22 og VU23 har Miljøstyrelsen ikke fundet anledning til at give et påbud.
– Novafos kan ikke dokumentere at der er en renseeffekt Miljøstyrelsen har accepteret dette, siger Svend Aage Eeg fra Grundejerforeningen Vesterled Sø og fortsætter:
– Novafos og Furesø Kommune har lavet nye tegninger og sendt dem til Miljøstyrelsen. For at forklare sig ud af, at der er en virkning. Det er en panikreaktion. Vi har dokumenteret ved kloakmester at det ikke fungerer, forklarer Svend Aage Eeg.
Alt om Furesø har spurgt Novafos og Furesø Kommune til om man kan dokumentere, at der er en renseeffekt i VU22 og VU23.
– Miljøstyrelsen er tilsynsmyndighed, og det er miljøstyrelsen, der vurderer om anlægget ved Vesterled Sø fungerer miljømæssigt forsvarligt, herunder også olieudskillernes funktionalitet. Vi må henvise dig til Miljøstyrelsen, da de som tilsynsmyndighed kan svare på, hvordan de har vurderet det materiale, som Novafos har sendt til dem, skriver Furesø Kommune i et svar.
Novafos henviser ligeledes til Miljøstyrelsen, men oplyser dog, at de nuværende tekniske anlæg i VU22 og VU23 er etableret engang i 1960erne.
Formanden for Natur og Klimaudvalget i Furesø Kommune, Øjvind Vilsholm (Ø) henviser også til Miljøstyrelsen.
Alt om Furesø har derfor stillet en række spørgsmål til Miljøstyrelsen om, hvorvidt der er foretaget hydrauliske beregninger, renseeffektmålinger, sedimentmålinger før og efter anlæggene, olieanalyser før og efter anlæggene, eller funktionsprøvning under regnhændelser.
En måned senere er der ikke kommet svar fra Miljøstyrelsen.






