Aldrig i livet, siger Jonstrup 89s følgegruppe til skitserne i ideoplægget til Jonstrup Skoles fremtidige udseende. Skitse: Furesø Kommune.

Artiklen om Jonstrup Skoles fremtidige udseende har fået Jonstrup 89 til at fare i blækhuset. Man er overhovedet ikke tilfreds med skitserne.
Jonstrup 89s følgegruppe for udvidelsen af Jonstrup Skole skulle lige til at holde møde, da artiklen om Jonstrup Skoles fremtidige udseende blev publiceret.
Skitserne fra det nye idéoplæg blev bestemt ikke vel modtaget. Bo Søgaard, formand for Jonstrup 89 skriver følgende til Alt om Furesø.
-Jonstrup er glad for, at der er fremdrift i planerne for at sikre permanente lokaler for byens 0.-3. klasseskole. Vi skal samtidig huske på, at det kommende byggeri ikke ligger på en hvilken som helst beliggenhed, skriver Bo Søgaard.
Det er især bygningernes kulturhistoriske betydning, som lægger Jonstrup 89 på sinde. Den gamle klædefabrik blev rammen om Jonstrup Gl. Seminarium, hvor mange store tanker er tænkt.
– Lidt højttravende kan man udtrykke, at “Nok er Dybbøl Banke et større nationalt klenodie end kulturmiljøet omkring det gamle Jonstrup Seminarium, men vores kulturmiljø repræsenterer i højere grad grundlaget for Danmarks udvikling, end bankerne ved Dybbøl gør. Furesø kommune kan med rette bryste sig ved at være arnestedet for oplysningstidens start i Danmark med ligeværd for mennesker og begge køn, lyder det fra Bo Søgaard.
Jonstrup slår derfor følgende fast:
– På Følgegruppemødet 5. september 2024 blev det endelig fastslået, at det fremlagte “Bilag A – Idéoplæg”, som pryder denne artikel, ikke er sådan, det kommende byggeri skal udformes. Det kommende byggeri kan i princippet placeres vilkårligt i Seminarieparken, men underordnet hensynene til stedet og dets bevarings- og kulturværdier. Jonstrup ’89 har flere anker imod idéoplægget, som ikke skal udpensles her. I konsekvens af oplysningerne på Følgegruppemødet har vi anmodet om, at Bilag A med idéprojekt og byggefelter helt udgår af udbudsmaterialet, for ikke at spore tilbudsgivere ind på en misforstået opfattelse af, hvordan vi ønsker byggeriet udformet. Forvaltningen foreslog i stedet en skematiseret fremstilling, hvilket der var generel enighed om, skriver Bo Søgaard.
I sidste ende skal et bedømmelsesudvalg med politikere, embedsmænd og fagfolk afgøre, hvordan Jonstrup Skole kommer til at se ud.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *