Lemper på reglerne – El-skateboards og lignende bliver tilladt

El-skateboards og lignende køretøjer med en maksimal kørehastighed på 20 km/t. bliver nu tilladt på Flyvestation Værløse. Foto: David Bonde.

Tiderne skifter. Naturstyrelsen følger med tiden og har opdateret reglerne for brugen af Flyvestation Værløse.
På Flyvestation Værløse må du nu bruge el-løbehjul og el-skateboards på de gamle landingsbaner.
– Tiderne skifter, og nye ting opstår. Derfor må vi i Naturstyrelsen hele tiden tage stilling til, hvad vi kan tillade på arealerne, siger skovrider Kim Søderlund.
Nu bliver det tilladt at bruge el-løbehjul, el-skateboard, segways og uniwheels med en maksimal kørehastighed på 20 km/t.
Flyvestationen er et område med store åbne vidder og lange asfaltstrækninger, der indbyder til mange forskellige aktiviteter. I dag er der allerede livlig aktivitet på Flyvestation Værløse, lige fra rulleskøjteløb til rulleski og landsejlads, cykling, flyvning med modelfly og droner, fjernstyrede biler og meget mere.
De lange brede landingsbaner, rullebaner og hangarer Flyvestation Værløse er på mange måder en af Naturstyrelsens mest særprægede arealer. Flyvestationen indbyder derfor også allerede til mange forskellige aktiviteter, der gør sig godt på de 3 km. asfalteret rulleunderlag.
Her kan der komme fart på, der er plads nok og de bedste oversigtsforhold, man kan ønske sig.
– Flyvestationen er et område med store åbne vidder og lange asfaltstrækninger. Her synes vi, det giver god mening, at vi tillader el-skateboards og lignende, fordi der er rigeligt med plads og gode oversigtsforhold. De er allerede tilladt i trafikken, hvor de skal køre efter reglerne for cykler. Det har tidligere været forbudt at bruge arealerne til andet end at gå en tur på, cykle en runde eller bruge anden for transport end den slags, hvor du selv skal bruge kræfter for at komme afsted, siger Kim Søderlund, skovrider i Naturstyrelsen.
Efter at Færdselsstyrelsen i 2019 åbnede op for en forsøgsordning der betød, at man måtte køre på el-skateboards, el-løbehjul, uniwheels og segways i trafikken, har Naturstyrelsen valgt at følge trop – dog kun på de asfalterede dele af Flyvestation Værløse.
Du kan læse mere om Færdselsstyrelsens forsøgsordning på Færdselsstyrelsens hjemmeside: https://www.fstyr.dk/privat/krav-til-koeretoejer/forsoegsordninger/motoriserede-elloebehjul.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder