Instinkterne tog over, da overvågningssystemet meldte om en ubuden gæst i haven. Jesper Høiberg løb ud i haven, hvor han satte efter en skikkelse. Det lykkedes ham at fange og fastholde indbrudstyven, som politiet tog med på stationen.
Af Mikkel Kjølby
Fredag den 7. november var Jesper Høiberg alene hjemme i huset i Hareskovby. Fruen havde taget bilen, og huset var mørkt, mens Jesper varmede aftensmaden i mikroovnen. Pludselig fik han en notifikationen på telefonen. Overvågningssystemet varslede, at der gik en mand rundt i haven. Jesper tog sin hund i snor og gik ud i haven. Da han gav hunden fri, ville den ikke noget. Jesper gik ind i huset med sin hund. I stedet tog han en pandelampe og gik ud til sin cykel for at afsøge området, da han hørte en lyd fra haven. De efterfølgende begivenheder gik stærkt, Instinkterne tog over.
– Jeg løb om i baghaven og så en skikkelse løbe forbi. Jeg løb efter ham igennem naboens have og fik fat på ham i genboens have. Der blev noget håndgemæng, men jeg fik ham lagt ned og fastholdt ham, selvom han strittede meget imod. Heldigvis havde min bagbo hørt optrinnet. Han kom løbende til og hjalp med at holde gutten nede. Jeg sad ovenpå ham og holdt en arm, mens naboen sad på den anden arm, fortæller Jesper Høiberg.
En patruljevogn fra politiet kom til stedet og anholdte den ukendte person, som havde en skruetrækker i sin baglomme.
– Han havde alle remedier til at begå indbrud. En af politibetjentene gjorde mig opmærksom på, at han kunne have stukket mig med skruetrækkeren. Jeg tænkte overhovedet ikke over det. Jeg løb en risiko, men på intet tidspunkt strejfede det mig, fortæller Jesper Høiberg, som ikke ved, hvad der skete med den anholdte fremadrettet.
– Jeg fik en bekræftelse på episoden fra politiet og har sendt dem videomaterialet, men har ikke hørt videre, siger Jesper Høiberg.

Det fylder enormt meget i Hareskovby
Det er vanskeligt at forestille sig, hvor meget indbrud fylder i dagligdagen for beboerne i Hareskovby. Det lille smørhul med de lange, mørke villaveje lige ved skoven er som skabt til indbrud.
Jesper Høiberg havde indbrud for tre år siden og oplever tit, hvordan mistænkelige personer kører eller går rundt i området for at tjekke husene ud.
– Det fylder rigtig meget for os i Hareskovby. Det er stressende, at vi hele tiden skal holde øje. Man kan tit møde mistænkelige personer, der afsøger området. Hvis vores bil ikke holder i indkørslen en weekend, så har der været ukendte personer i vores have, siger Jesper Høibjerg, som tidligere har konfronteret østeuropæere i området.
– Jeg oplevede engang, at der kom en klassisk gangsterbil med to østeuropæere kørende på en sidevej. De tjekkede de enkelte bebyggelser ud. Jeg stillede mig op for enden af vejen. De turde ikke køre forbi mig. Jeg blev stående. Vi kiggede på hinanden i fem minutters tid. På et tidspunkt kørte de forbi mig. Jeg tog nummeret på pladen og ringede til politiet. Indenfor en uge var der indbrud på samme vej, fortæller Jesper Høibjerg, som også har oplevet østeuropæere gennemrode naboens skraldespande i en sommerferie.






