Joachim er klar til næste golfniveau

Joachim Nordli sætter alt ind på at blive professionel golfspiller. I næste sæson spiller han fast på den danske ECCO Tour.

Joachim Nordli har sat alt ind på at blive professionel golfspiller. 

Klar til at spille på Nordic League og ECCO Tour
En blæsende efterårsdag på Greve Golfbane nåede Joachim Nordli sæsonens store mål. Han blev nummer 3 på Qualifying School til ECCO Tour og sikrede sig dermed en kategori til den kommende sæson. En måned blev han nummer 47 på Stage 2 af Qualifying School i Svenske Rya. 
Dermed tager han næste skridt i karrieren, idet han skal konkurrere med de bedste hjemlige proffer på den danske og skandinaviske tour. Det var stort set også, hvad han nåede i denne sæson.
– Jeg var meget skadet i denne sæson. Jeg fik en nerve i klemme i albuen. Den første besked fra lægerne var, at en operation var nødvendig. Det havde kostet mig et års pause. I stedet prøvede jeg med en skinne og holdt tre måneders pause. Det har hjulpet en del, forklarer Joachim Nordli. 
Skaden opstod efter alt at dømme opstod på grund af overtræning. For denne sommer gik han all-in på golf efter fire år Team Danmark-ordningen på Borupgaard Gymnasium. 50-60 timers golftræning og 10 til 15 timers styrketræning. Alt er sat ind på at skabe en karriere som professionel golfspiller.
Så langt er han ikke kommet endnu. For ganske vist skal han spille mod profferne, men han er selv amatør. Han får dermed ikke del i pengepræmierne, men har heller ikke store udgifter til indskud
– Jeg skal spille så mange turneringer i 2024 også de store turneringer for amatører. Jeg begynder allerede i marts måned i Polen, og tager derefter på tre ugers træningslejr i Spanien, fortæller Joachim Nordli.
I første omgang skal han lige finde sig tilrette på næste niveau.
– ECCO Tour er et højere niveau, end jeg er vant til. Der er stor forskel på de bedste og de andre på den tour. Jeg skal etablere mig, inden jeg bliver professionel, forklarer Joachim Nordli.
Henover vinteren handler det om at få endnu flere muskler på kroppen. Det er ellers blevet til 15 kilo ekstra i løbet af de sidste par år, men der er stadig mere at hente. Joachim vil gøre alt for at nå målet om at blive professionel golfspiller.
– Det er min drøm at leve af at spille golf, men jeg ved, at det er et nåleøje, jeg skal igennem. Men det skal prøves, siger Joachim Nordli.

Værløse Golfklub er Joachims faste holdepunkt. Han træner 50-60 timer om ugen på anlægget ved Christianshøjvej.
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest