Søndag er børnenes dag ved Jonstrup Jazz Festival, men der er også jazzbrunch for de voksne.
Jonstrup Jazz Festival finder sted i dagene fra den 15. til og med 17. august. Søndagens program byder på jazzbrunch for de voksne og en masse aktiviteter for børnene.
Søndag kl. 10 er brunchbuffeten anrettet og til den kan I glæde jer til en fantastisk oplevelse, når Mais Uma går på scenen og spiller udadvendt, underholdende og opløftende brasiliansk inspireret livemusik med sangerinden Mai Seidelin i front og med opbakning fra nogle af Danmarks bedste jazzmusikere. Musikken er både dansevenlig og dramatisk, og der er garanti for et genhør med mange af Brasiliens helt store kunstnere som Jobim og Elis Regina, i smuk blanding med orkestrets egne sange.
Krudthusets og Vingesusets Børnekor præsenterer en særlig koncert med et engageret kor bestående af børn fra børnehusene i Jonstrup.
Dernæst kan børn og voksne glæde sig til Jeppe & Hyænerne – musikalsk magi for hele familien! Orkestret har over 10 års erfaring med at skabe medrivende og inddragende koncerter for de yngste. I front for det sprælske band står sanger og tidligere børneTV-vært, Jeppe Vig Find, bl.a. kendt fra Ramasjangs Lille Nørd, og han bakkes op af fire konservatorieuddannede musikere.
Afslutningskoncerterne om søndagen er altid en fantastisk og unik oplevelse på Jonstrup Jazz Festival. Det er en eftermiddag med lyttemusik og tid til fordybelse. Årets afslutningskoncert 5 x Vuust – Songs by Paul Simon er ingen undtagelse!
Familieorkestret, med jazz i blodet, 5 x Vuust vil præsentere et repertoire af Paul Simons sange fra flere årtier. Glæd dig til at høre legendariske sange som “The Sound Of Silence” og “Still Crazy After All These Years”, når kvintetten udfolder Paul Simons bagkatalog og giver deres bud på kendte, såvel som mindre kendte kompositioner fra Simons mangeårige karriere som en af verdens mest sublime sangskrivere.







