Børne- og Undervisningsministeriet har udtrukket 191 skoler, som skal være med i det landsdækkende forsøg med skolemad. Ll. Værløse Skole bliver eneste deltagende skole fra Furesø Kommune.
Af Mikkel Kjølby
Der var overvældende interesse for at deltage i Børne- og Undervisningsministeriets forsøg med gratis skolemad. 346 skoler ville være med, men der var kun midler til 191.
Børne- og Undervisningsministeriet afgjorde det ved udtrækning. Ll. Værløse Skole blev udtrukket som deltager, mens den anden ansøger fra Furesø Kommune, Stavnsholtskolen, ikke kom med.
Det er mellemtrinnet på Ll. Værløse Skole, som skal medvirke til at udvikle udvikle konkrete metoder og organiseringer med frokostordninger med start i skoleåret 2025/2026 og frem til udgangen af 2028.
Ordningen blev vedtaget i forbindelse med finansloven for 2025. Her blev der afsat samlet 854 millioner kroner til en national forsøgsordning for skolemad i 2025-2028. Ll. Værløse Skole modtager lige over 7 millioner kroner til projektet.
Skoleleder Peter Thomsen er helt oppe i skyerne over nyheden:
– Vi er totalt glade. Skolebestyrelse og ledelse har sammen med forvaltningen virkelig lagt sig i selen for at få ansøgt på den rette måde, så vi kunne komme i betragtning. Vi har endda trukket den store udgave med gratis skolemad til 4-5-6. klasse, fortæller Peter Thomsen.
Ll. Værløse Skole serverer i forvejen skolemad imod en beskeden betaling. Godt halvdelen af børnene køber hver dag en ret på skolen. Det kan lade sig gøre, fordi skolen i flere år har haft en økonoma ansat.
– Vi har produktionsfaciliteter i forvejen, da vi har haft en økonoma ansat i mange år, og tilbyder netop det som forsøgsordningen efterlyser. Det er dog imod en lille brugerbetaling. Nu kan vi det – helt gratis til 4-5-6. klasserne, lyder det fra Peter Thomsen.
Ll. Værløse Skole skal bruge efteråret på at finde løsninger. For godt nok råder man over produktionsfaciliteter, men ikke i den nødvendige størrelsesorden. Den gratis skolemad indføres derfor fra årsskiftet og vil køre i to og et halvt år, indtil forsøgsordningen udløber.
– Vi skal bruge nogle måneder til at få køkkenfaciliteterne udvidet og personalet uddannet. Det er en større mundfuld at producere 400 retter om dagen. Projektets størrelse gør, at vi kan og skal udvide produktionen. Det giver mange muligheder, fx skal kombistillinger tænkes ind i projektet, forklarer Peter Thomsen.
Skolelederen ser ordentlig kost som en forudsætning for at lære.
– Uden mad og drikke dur helten ikke. Hvis eleverne sidder sultne i løbet af dagen, lærer de ikke så godt.







