Generationer og atter generationer af Værløseborgere har deltaget i den traditionelle juletræstænding på Værløse Bymidte. Træet tændes fredag den 28. november kl. 16 til 18.
Af Mikkel Kjølby
Det er den herligste dag på året, når bedsteforældre, forældre og børn mødes på Værløse Bymidte for at kalde på julemanden og tænde for det store juletræ.
I Værløse er det en gammel tradition, at kommunen og bymidten står for juletræstændingen i fællesskab. Driftsgården finder hvert år et egnet juletræ. I år er juletræet fældet i juletræskoven bag Vangehus Brændeplads (kendt fra julekalenderen (Valdes Jul red.) og blev sat op tirsdag den 25. november.
Juletræstændingen har en række traditioner, som vil blive holdt i hævd. Nisseorkestret spiller op, børnekoret fra Søndersøskolen synger julesange, der er gratis æbleskiver til alle. Og så skal der kaldes på julemanden, som vil tænde det store juletræ.
Program:
Kl. 16.00 Nisseorkestret spiller op til julefest på Scenen
Kl. 16.00 Servering af gratis æbleskiver på Scenetorvet
Kl. 16.30 Søndersøskolen synger
Kl. 16.45 Julens tale og så kalder alle på julemanden.
Kl. 16.55 Der synges ‘På loftet sidder nissen’
Kl. 17.00 Juletræet tændes. Herefter kan børn og barnlige sjæle hilse på julemanden, og få taget et billede med ham, mens han går rundt i bymidten.







