Julie spillede på ikonisk Center Court

Julie Vodder (tv.) nåede ikke videre fra puljespillet ved EM, men fik sig en kæmpe oplevelse. Privatfoto.

Federer, Nadal, Djokovic og nu også Julie Vodder har spillet på den klassiske center court i Foro Italico i Rom. Det skete ved EM i pickleball.
Af Mikkel Kjølby
Efter kort tid i sporten erobrede Julie Vodder i juni måned flere danske mesterskaber i pickleball. Det udløste en plads på det danske landshold, som i forrige uge spillede EM i Rom.
Julie Vodder, som bor i Farum og spiller for Hareskov-Værløse Tennisklub, spillede i eliterækken, hvor de allerbedste spillere fra professionelle ligaer i Australien og USA dominerede. Julie måtte naturligvis strække våben overfor de unge og professionelle spillere.
– Det var megafedt at være med. Det var en kæmpe oplevelse at repræsentere Danmark og møde nogle af de bedste spillere i Europa, fortæller Julie Vodder.
Højdepunktet var en single imod den senere vinder af mesterskabet fra Holland. Det foregik inde på Center Cpurt i Foro Italico, hvor der hvert år spilles Italian Open i tennis med deltagelse af verdens bedste tennisspillere. Så Julie delte for en stund bane med Djokovic og Co.
Foro Italico blev bygget i imposant stil mellem 1928 og 1938 og hed oprindeligt Foro Mussolini. Deraf stedets storladne udformning.
– Det var en vild oplevelse at spille på Center Court, lyder det fra Julie Vodder, som blev slået ud i puljespillet.
Danmark nåede som bedst til kvartfinalerne.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder