27-årige Julie Dawall Jakobsen har gode chancer for en sejr i første runde ved VM i Paris, men så bliver det svært.
Af Mikkel Kjølby
Mandag morgen starter VM i Paris. TV2 Sport sender 80 timer live!
Men det kan i stor udstrækning hurtigt blive uden danskere. Viktor Axelsen har meldt afbud. Anders Antonsen er 2. seedet i herresingle. Kim Astrup Sørensen og Anders Skaarup Rasmussen er seedet 5 i herredouble. De to mixeddoubler har fået en barsk lodtrækning. Mathias Christiansen og Alexandra Bøje møder det topseedede par i 2. runde. Jesper Toft og Amalie Magelund skal op imod det 2. seedede par i 2. runde.
Midt i alt det står Julie Dawall Jakobsen fra Værløse Badminton. Hun skal til VM for anden gang. Tilbage i 2021 i spanske Huelva vandt Julie i første runde over en israeler, for så at tabe til Michelle Li fra Canada.
Julie står med en lignende situation denne gang. Lodtrækningen har parret hende med Milena Schnider fra Schweiz. Hvis det ikke siger læserne noget, er det ikke så mærkeligt. Milena er nummer 120 på verdensranglisten, hvor Julie er nummer 32.
Helt anderledes vanskeligt ser det ud i 2. runde. Her venter Gregoria Tunjung fra Indonesien, som er nummer 7 på verdensranglisten.
Julie Dawall Jakobsens største resultater er to bronzemedaljer ved EM.






