Kæmpe opgave til Pil fra Fuglsangpark

I 2025 var Pil for første gang med på Grøn Koncert. Nu skal hun åbne Orange Scene på Roskilde Festival.

Sangerinden Pil fra Fuglsangpark i Farum skal åbne Orange Scene på dette års Roskilde Festival.
Af Mikkel Kjølby
Der var mange magre år for Pil Jeppesen, da hun valgte at satse på musikken. Men med tiden kom hendes særlige stil frem i lyset. Det ene hit fulgte det andet. Nu er Pil en af de helt store. I sommeren 2025 turnerede hun for første gang med Grøn Koncert.
I 2026 kommer der endnu en stor premiere. Roskilde Festival har udvalgt Pil til at åbne Orange Scene. Det bliver noget helt andet, end da hun i 2018 optrådte på Furesø Festival.
– Det er jo det største. Jeg har lyst til at råbe det til alle: Jeg skal åbne Orange, forstår I det?! For jeg fatter det ikke helt og skal minde mig selv om, at det ikke er noget, jeg har drømt. Det kommer også med et stort ansvar. Det bliver et kæmpe moment og en føleren fest, jeg skal være vært for, og jeg har tænkt mig at gøre mig umage og have det sjovt imens. Jeg glæder mig så meget, siger Pil i en pressemeddelelse fra Roskilde Festival.


Roskilde Festivals musikchef Thomas Sønderby Jepsen fortæller om valget af Pil.
– Åbningskoncerten på Orange Scene er noget helt særligt – både for vores deltagere og for de kunstnere, der spiller den. Pil optrådte første gang på Roskilde Festival under First Days i 2023 og har siden udviklet sig til en uomgængelig stemme i dansk musik. Hun forener sårbarhed og styrke, og alle på tværs af alder og baggrund kan spejle sig i noget i hendes tekster. Nu er hun klar til at indtage Orange Scene som åbner, og jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.
Pil markerede sig første gang i 2019 med debut-EP’en Når Du Går Herfra og har siden cementeret sin position med albummerne Kom Vi Flyver, Siger Du og Hvis Du Tør Drømme samt hits som ‘Omvendt’, ‘Dronning Af Månen’ og senest ‘Venter Ikk På Nogen’. Til foråret deltager hun i TV 2-programmet Toppen Af Poppen, ligesom der er ny musik på vej.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli 2026.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder