Kæmpe projekt var årsag til stor fratrædelsesaftale

Fra et vanskeligt udgangspunkt lykkedes det Farum Fjernvarme at forhandle fratrædelsesaftalen med direktør Nighat Kamal ned fra 16,3 til 12 mio. kr. Redegørelsen forklarer ikke, hvordan det lykkedes.

Det kan undre, at Farum Fjernvarmes direktør Nighat Kamal skal have 12 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med sammenlægningen af Farum Fjernvarme og Vestforbrænding, men tilbage i januar 2020 gav det mening at indgå aftalen.
Byrådsmedlem Hasan Yilmaz (S) sidder i Farum Fjernvarmes bestyrelse som repræsentant for Furesø Kommune. Han var ikke med til at beslutte opførelsen af varmepumpen i Farremosen, men var med i bestyrelsen, da aftalen med direktøren blev indgået.
– Hvis jeg havde de samme briller på som i dag, så jeg havde aldrig været med til at indgå den aftale. Eller måske indgået den på en måde, så den ikke gjaldt i tilfælde af en fusion, siger Hasan Yilmaz.
I 2020 var der ingen udsigt til en sammenlægning. Farum Fjernvarme havde besluttet at opføre en varmepumpe. Dengang lød prisskiltet på 120 mio. kr. Et visionært projekt, som skulle sikre forbrugerne i Farum klimavenlig varme og konkurrencedygtige priser.
– Der var en bekymring for, at direktøren ville forlade selskabet midt i et meget stort projekt. Derfor blev aftalen indgået. Det var muligheden dengang. Man kan godt spille bagklog. men det var den mulighed, som bestyrelsen havde på det tidspunkt, forklarer Hasan Yilmaz.
Aftalen betød, at direktøren bandt sig til Farum Fjernvarme og omvendt.
Varmepumpen blev opført. Men havde startvanskeligheder netop som Rusland invaderede Ukraine. Derfor var det nødvendigt at tænde op for gaskedlerne netop som gaspriserne eksploderede.
Prisen på varmen steg til det ekstreme. Forbrugerne i Farum slog sig i tøjret og protesterede i vilden sky over de ekstreme prisstigninger.
Det førte til en beslutning på repræsentantskabets møde, hvor bestyrelsen blev pålagt at arbejde for en fusion med Vestforbrænding. Det er den beslutning, som bestyrelsen har ført ud i livet på loyal vis.
Hasan Yilmaz ser et lyspunkt.
– Der er blevet lavet en god aftale med Vestforbrændring. At aftalen blev så god, skyldes ikke mindst at vi også har varmepumpen, forklarer Hasan Yilmaz.

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

4 kommentarer til “Kæmpe projekt var årsag til stor fratrædelsesaftale”

  1. Peter Starup

    @Hasan Yilmaz: Benyttede I slet ikke nogen form for rådgivning omkring indgåelse af “aftalen”?….. eller var det bare lidt let nu da det ikke var egne penge man brugte….

  2. Stefan Kousgaard

    Det skriger til himlen at ikke mindst politisk valgte bestyrelsesmedlemmer overhovedet kan, gjorde og nu forsvarer en så åbenlys på alle måder grinagtig fratrædelsesgodtgørelse i en lille halvoffentligt styret virksomhed.

    Så dumt har man simpelthen ikke lov til at agere som bestyrelse.

  3. Mon ikke denne udtalelse kræver en nærmere forklaring:
    Aftalen betød, at direktøren bandt sig til Farum Fjernvarme og omvendt.

    Skulle direktøren betale 16 millioner hvis hun sagde op?

  4. Det er vel fair, at der indgåes en aftale så længe en projekt løber. Men projektet med pumpen er jo for længst overstået.

Der er lukket for kommentarer.