Alt om Furesøs artikel om Heidi Frederikke Sigdals ansættelse som leder af DBUs taskforce for udviklingen af kvindefodbold fik Furesø Kommunens erfarne konsulent Søren Gøtzsche til tasterne med rosende ord.
Søren Gøtzsche har arbejdet indenfor idrætsverdenen i hele sin meget lange karriere. Der skal noget til, før han kaster om sig med rosende ord.
Da Alt om Furesø publicerede artiklen om Heidi Frederikke Sigdals ansættelse som leder af DBUs taskforce for udvikling af kvindefodbold, kunne han dog slet ikke holde sig tilbage. Heidi Frederikke Sigdal har været meget aktiv i udviklingen af Hareskov Ifs pigeafdeling sammen med flere andre markante ledere.
– Der er i mit sind ingen tvivl om, at hun (Heidi Frederikke Sigdal red.) er den suverænt bedste og mest betydningsfulde leder af udviklingen i dansk pigefodbold nogensinde. Intet mindre!
Det er usædvanligt flotte ord fra en kommunalt ansat konsulent.
Søren Gøtzsche underbygger det på følgende vis. Furesø Kommune er ganske enkelt landets førende pigefodboldkommune.
– Set i forhold til indbyggertal og opland, er HIF fodboldafdeling landets suverænt største i forhold til antallet af pigespillere under 18 år, og Farum Boldklub følger tæt efter, forklarer Søren Gøtzsche.
Pigefodbolden har nemlig svære kår. Det er mindre end 1/3 af de ca. 2.000 danske fodboldklubber, der overhovedet tilbyder aktiviteter til piger under 18 år, og reelt kun ca. 150, der tilbyder egentlig træning til pigerne.
– Der er derfor også alt mulig grund til at anerkende den enorme indsats på pigeområdet, der sker i Hareskov IF og Farum Boldklub. Der er kun 7 fodboldklubber i Danmark, der har flere piger i aldersgruppen 7 – 12 år end Hareskov IF’s 161 medlemmer, og de har kun en enkelt eller par håndfulde medlemmer mere, fortæller Søren Gøtzsche.
Helt konkret støtter Københavns Kommune pigefodbolden i 11 udvalgte klubber med 5 millioner i de kommende 4 år, og eksempelvis har Danmarks største pigeboldklub, Nørrebro United, ca. 380 piger under 18 år, og modtager betydelige målrettede tilskud til indsatsen, udviklingskonsulenter, trænerlønninger etc.
Og så er det, at Søren Gøtzsche gør regnestykket op.
– Til sammenligning er der 250 medlemmer under 18 år i HIF, samt yderligere 200 i Farum Boldklub, der ikke modtager en kr. fra Furesø Kommune udover det almindelige medlemstilskud. I alt er der ca. 450 U18 piger i fodboldklubberne i Furesø Kommune med ca. 42.000 indbyggere, sammenlignet med de 4.060 i Københavns Kommune med de ca. 662.000 indbyggere.
Kæmpe ros til pigefodboldlederne i Furesø
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest