Fruegård fotograferet af en privatperson den 6. maj. Privatfoto.

Udvalget for Plan og Byudvikling har i enighed ifølge referat fra seneste møde den 7. maj besluttet at nedlægge forbud med umiddelbar virkning, dvs. samme dag, efter planlovens §14 med henblik på at forhindre nedrivning af stuehuset på Fruegård, der er beliggende på Lejrvej 6 i Kirke Værløse.
Furesø Kommune vedtog i 2016 at foretage en registrering af ejendomme i det åbne land, ligesom det er sket med huse i byområder med bevarende lokalplaner. I 2020 forelå SAVE-registreringen foretaget af Center for Bygningsbevaring i Raadvad og en lang række bevaringsværdige bygninger blev optaget i Kommuneplan 2021. Alle organisationer og ejere har været inddraget og indforstået med registreringen, som også omfatter Fruegård.
Fruegård ligger i udkanten af Kirke Værløse tæt på den tidligere Flyvestation Værløse og er en trelænget stråtækt landbrugsejendom fra 1855 med et jordtilliggende på 18 Ha. Skiftende ejere har gennem generationer passet godt på og vedligeholdt Fruegård, idet gården ifølge historiske fotos ikke har undergået ombygninger i næsten 175 år. Der er derfor ifølge beskrivelsen i SAVE-registreringen tale om er en velbevaret ejendom, hvor alle tre bygninger er SAVE-registreret med den samlede bevaringsværdi 3 på en skala, som går fra 1 til 9, og hvor en værdi fra 1-3 betyder høj bevaringsværdi.
Ejeren mener ikke, at gårdens stuehus er særlig gammelt, men besigtigelse og gennemgang af historiske kilder har ikke givet forvaltningen i Furesø Kommune anledning til at betvivle alderen opgivet i BBR og SAVE-rapport.

Fremtiden for Fruegård i spil
Fruegård blev solgt i slutningen af 2023. Ifølge sagsfremstillingen til punkt 4 på dagsordenen for Udvalget for Plan og Byudvikling den 7, maj har den nye ejer tilsyneladende ikke været interesseret i herlighedsværdien af en bevaringsværdig gård, og har hurtigt efter overtagelsen af ejendommen ansøgt om nedrivning af stuehus og to udlænger. Nedrivningsansøgningen er sidenhen indskrænket til alene at omfatte stuehuset. Den nye ejer har tidligere også givet udtryk for at ville lægge glaseret tegl på alle tre bygninger, uden at der dog er blevet ansøgt om det, idet forvaltningen har afvist det som en mulighed.
Det fremgår tillige af sagsfremstillingen til dagsordenen, at den nye ejer allerede før erhvervelsen har været fuldt ud bekendt med ejendommens status som bevaringsværdig, et § 14-forbud mod ændring af tagmateriale af strå på ejendommens tre bevaringsværdige bygninger fra 7. juli 2023 og arbejdet med Furesø Kommunes igangværende Temalokalplan for bevaringsværdige bygninger i landzone.
Alligevel har ejeren siden april måned været i færd med at rive de forholdsvist nye stråtage ned uden at overdække de nu delvist ødelagte og blotlagte lægter og spær, fjerne originale luger, porte, døre og vinduer samt banke puds af. Den smukke velbevarede gård er nu uigenkendelig ifølge fotos, som en bekymret borger anonymt har sendt til redaktionen på et USB-stik.
Furesø Kommune har således med et nyt §14-forbud besluttet at sætte en stopper for, at der sker yderligere skade på Fruegårds stuehus, men hvorfor først nu? Hvorfor er der ikke tale om udstedelse af et §14-forbud, der omfatter hele den trelængede gård? Og hvorfor gælder §14-forbuddet fra 2023 ikke?
Det mener en kilde i forvaltningen ikke, at det gør (udenfor citat naturligvis), mens kilder i byrådet mener det modsatte (også uden for citat naturligvis).

Fakta:
Planlovens § 14: Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbuddet kan højst nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbuddet på den pågældende ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbuddets gyldighed.
Forbuddet har virkning, når det er meddelt den eller de forpligtede, dvs. ejeren.

Fruegård 2022. Privatfoto.

Del nyhed

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest

Seneste nyheder

3 kommentarer til “Kampen om Fruegård”

  1. Dejligt at se, at Planudvalget træder i karakter. Det kan kun gå for langsomt at få genopbygget ejendommen.

  2. De to billeder er da vist identiske, og billedteksten ‘Fruegård som gården fremstod smuk og velbevaret i 2022’ giver vist ikke mening.

Der er lukket for kommentarer.