Kan Slaget om Baunesletten afgøre valget?

Kommer der en indhegning på Baunesletten? Sandsynligvis ja. Skitse: Furesø Kommune.

Explainer Af Mikkel Kjølby, stifter og redaktør af Alt om Furesø.
Der har i flere omgange været bud efter Baunesletten/Den Gamle Golfbane som græsningsområde. Tilhængerne mener, at store græssere vil skabe biodiversitet og forbedre kvaliteten af naturen. Modstanderne mener, at området har større værdi som rekreativt område.
Alt om Furesø stiller spørgsmålene og forsøger at give svarene på bedste vis.

Bliver Baunesletten indhegnet?
Sandsynligvis ja. Der er et flertal i Natur- og Klimaudvalget samt i Furesø Byråd. Sagen er ganske vist blevet udsat et par gange. Men i sidste ende vil det blive kørt igennem. Presset for baglandet er for stort. Det vil sandsynligvis komme en indhegning – stor eller lille.

Hvad venter vi så på?
Der har været en forhåbning om, at modstanderne – Foreningen Bevar Baunesletten – ville indgå i en form for kompromis og deltage i en følgegruppe. Det ser ikke ud til at ske.

Hvorfor er Bauneslettens 40 hektar så vigtige for tilhængerne af græsningsprojektet?
Det handler ikke udelukkende om Baunesletten, men om noget langt større. Hele baggrunden for græsningsprojektet er visionen ”Stor natur”. Godt nok skabt af DN Furesø, men med solid støtte fra rådhuset, som har sat penge af til projektet, selvom man atter skal spare. 
Visionen ”Stor natur” blev reelt skudt ned af Naturstyrelsen, da man afviste at afgive Ryet Skov til indhegning. Dermed er det ikke muligt at skabe et sammenhængende område med store græssere fra Værløsesiden af Farum Sø hele vejen igennem Ryet Skov til Præstegårdsjordene ved Farum Kirke.

Har tilhængerne opgivet visionen ”Stor natur”

Bestemt ikke. Der bliver lagt pres på fra toppen. Miljøminister Magnus Heunicke er inviteret til markvandring i Værløse sammen med Naturstyrelsen. Det er håbet, at Naturstyrelsen skifter mening og bidrager positivt til den store vision.

Kan Baunesletten afgøre kommunalvalget 2025?
Græsningsprojektet på Baunesletten og i Ryet Skov handler om visioner. Hvilket jo er selve essensen i begrebet politik. Det skal vise, at Furesø Kommune fortsat er i en positiv udvikling.
Den grønne dagsorden vandt da også EP-valget for SF. Det gav stof til eftertanke. 
Der er klimamæssige, videnskabelige, idealistiske og politiske grunde til, at Enhedslisten, SF, Radikale Venstre og Socialdemokratiet vil denne vej-
I Furesø er det en svær vej, for næsten halvdelen af Furesøs areal er i forvejen beskyttet natur. Så her vil man gøre beskyttet natur endnu bedre. 
Omvendt har Konservative og Venstre opdaget, at en stor gruppe borgere er stærkt imod projektet og imødekommer dette ud fra tesen om, at man ikke behøver at lave indhegning lige der, hvor det generer flest mulige mennesker. 
Som politiker er der en balancegang i at være visionær og på den anden side genere en stor gruppe borgere.
Så jo! Baunesletten bliver et stort tema i valgkampen og kan bestemt afgøre kommunalvalget i 2025!

Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest