Lene Marie Christensen, Jussi Adler-Olsen og Mathilde Falch er nogle af de nordsjællandske kendisser, som har medvirket til Museum Nordsjællands jubilæumsudstilling med fernisering torsdag den 9. oktober.
Det er i år 100 år siden, at Nordsjællandsk Folkemuseum åbnede på Jægerbakken i Hillerød. Det var det første folkemuseum i landsdelen og har siden skiftet navn til det, der i dag kendes som Museum Nordsjælland. Den runde fødselsdag markeres med en helt ny udstilling:
”Alletiders Nordsjællændere. 100 års museum, 10.000 års historier” hedder udstillingen, der åbner i Elværket i Hillerød torsdag den 9. oktober klokken 18.00 med gratis adgang frem til klokken 20.00 på åbningsdagen.
Udstillingen har for første gang nogle af de fineste og mest specielle genstande fra museets samlinger placeret under samme tag og viser, hvordan mennesker har formet Nordsjælland gennem 10.000 år.
Nordsjællændernes historie
Museets historikere og arkæologer har sammen med en række kendte nordsjællændere udvalgt de mest markante fund og genstande, der alle har påvirket os på forskellig vis. Publikum kan blandt meget andet se en særlig kaffekande, en våbenkuffert nedkastet i Gribskov under 2. verdenskrig og intet mindre end en firbenet gæsling!
– Udstillingen fortæller nordsjællændernes historier – fra fiskeren på nordkysten til hoffet i Hørsholm. Den viser spændvidden i vores lokale museer, hvor vi har alt lige fra unikke sten fra det nedrevne Hirschholm Slot i Hørsholm til fiskerens garn i Gilleleje og mælkekartonen fra en skole i Hillerød, siger konstitueret museumsdirektør Jesper van Dam Laugesen og understreger dermed bredden i fortællingen.
For de yngste gæster er der lavet en særlig slotshule, udklædningsrum og endda en arkæologisk ”udgravning”, hvor børn og barnlige sjæle kan udgrave et skelet og agere arkæologer for en stund. Der er desuden mulighed for at få et ægte skelets historier i øret og lege historien ind!
Skuespillere, musikere og stifterens barnebarn
Flere kendte nordsjællændere har sat deres præg på udstillingen og udvalgt en genstand med personlig betydning for dem. Blandt dem er skuespilleren Lene Maria Christensen, der i øjeblikket kan opleves som arkæologen Esther i TV 2 serien Danefæ. Hun er oprindeligt fra Hillerød og har valgt, den mystiske guldring, der blev fundet af arkæologer på Smørkilde bakke sidste år.
Desuden har den kendte krimiforfatter Jussi Adler-Olsen, sangerinde Mathilde Falch, tidligere minister Per Stig Møller bidraget til udstillingen. Ligesom borgmestrene fra Hillerød, Gribskov, Fredensborg og Hørsholm har valgt museumsgenstande, der spænder bredt fra en gammel mælkekarton til en DSU-nål. Endelig har barnebarnet til Nordsjællandsk Folkemuseums stifter fundet en virkelig gammel genstand frem fra magasinerne.







