
Murermester Ole Jensens forslag om at føre Kirke Værløse Kirke tilbage til den historisk korrekte røde farve er vedtaget af menighedsrådet for Værløse Sogn.
Af Mikkel Kjølby
Menighedsrådet i Værløse Sogn har sat gang i forarbejdet til en opsigtsvækkende plan. Kirke Værløse Kirke skal kalkes lollanskrød – ligesom den var det i mange århundreder.
Menighedsrådsformand Peter Høvring glæder sig til at se kirken i den historisk korrekte farve.
– Vi glæder os i den grad til, at føre Kirke Værløse Kirke tilbage til den historisk korrekte farve. Jeg er sikker på, at brugerne af kirken også kommer til at synes godt om farven, når først øjnene har vænnet sig til det, siger Peter Høvring.
Murermester Ole Jensen har arbejdet intenst med at restaurere det gamle tårn med de oprindelige læsker (kalk). I den forbindelse fandt han beviser for, at kirken har haft en helt anden farve end i dag.
– Jeg foreslog menighedsrådet, at Kirke Værløse Kirke føres tilbage til den historisk korrekte farve, lollandskrød. Heldigvis har menighedsrådet kigget velvilligt på forslaget, siger Ole Jensen.
Menighedsrådet har kigget på sagen og har sat gang i forarbejdet.
– Ole Jensens ekspertise har imponeret og inspireret Nationalmuseet. Det er kun naturligt, at Ole skal stå for arbejdet med at kalke tilbage til den historisk korrekte farve, siger Peter Høvring.
Det kommer dog ikke til at ske uden sværdslag. Formanden for Miljørådet i Furesø Kommune, Charlotte Søllner Hernø, er også medlem af Menighedsrådet for Værløse Sogn. Hun stemte imod forslaget og rasler i den grad med sablen.
– Det her er sådan noget, som tilflyttere fra København finder på. Der er ingen som helst grund til at kalke Kirke Værløse Kirke lollandskrød. Jeg forventer naturligvis, at Furesø Kommune respekterer lokaldemokratiet og sender en så markant landskabelig ændring i høring, siger Charlotte Søllner Hernø.
Furesø Kommune kan næppe stille det store op, idet Kirke Værløse Kirke står på kirkens jord, men måske er der noget at hente i det faktum, at bygningen er fredet. Det vil Charlotte Søllner Hernø have belyst.
Derfor skal kirken kalkes lollandskrød
I slutningen af vikingetiden byggede en lokal stormand en trækirke på en bakketop i Værløsemagle (Kirke Værløse). I 1200-tallet blev den nuværende stenkirke opført ovenpå den gamle trækirke.
Den smukke kirke har igennem årene skiftet farve flere gange. Oprindeligt stod den i rå murstensfarve. Omkring 1600-tallet er den kalket lollandskrød, hvilket var modefarven dengang. En række andre danske kirker har fortsatte denne farve. Det fremgår også af de historiske skrifter, at kirken har været kalket sort, når en af de danske konger gik bort.
I 1861 fremgår det af kirkeskrifterne, at Kirke Værløse Kirke er vasket ren for kalk. Den menes at have haft sin nuværende farve siden da, men den røde farve ses flere steder – ikke mindst på kirketårnet – som murermester Ole Jensen har restaureret i tråd med de gamle håndværkstraditioner.
Nationalmuseets ekspert Julie Rotkirchen roser Ole Jensen for den store indsats.
– Vi har draget stor nytte af Ole Jensens ekspertise, som vi har katalogiseret til brug for andre kirker. Nationalmuseet blander sig ikke i Menighedsrådets beslutninger, men glæder sig over, at man i den grad respekterer kulturhistorien i området, siger Julie Rotkirchen.