Ved onsdagens byrådsmøde skal de 21 byrådsmedlemmer tage stilling til udviklingsplanen for Ny Vestergårdsvej. Den skal sætte en retning for området, men når alt kommer til alt, er det en udviklingsplan med ekstremt mange spørgsmålstegn.
Det vigtigste element i planen er etableringen af et friplejehjem med tilstødende senioregnede boliger. Dertil kommer en uddannelsesinstitution, ungdomsboliger., ensretning af Ny Vestergårdsvej. Og så er det tanken, at en større dansk virksomhed vil købe en del af Widex´ gamle bygninger.
Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved samtlige disse elementer. Udviklingsplanen giver da også rigeligt med snor til, at alt kan ændres, hvis det viser sig fordelagtigt.
Friplejehjemmet. Kommer det nogensinde?
Det var oprindeligt tanken, at et friplejehjem skal etableres i 2026. Det kom så langt efter massivt pres fra de borgerliges side, og en: Nå ja, så lad os da gøre det-holdning fra Socialdemokratiets side.
Nu viser prognoserne imidlertid, at der først bliver behov for ekstra plejehjemspladser i 2030. Så bliver friplejehjemmet nogensinde til noget?
Politikerne har i mange år forgæves forsøgt at tiltrække en uddannelsesinstitution for til sidst at strække våben. Nu vil man så forsøge sig med en eller anden form for SoSu-uddannelse eller efteruddannelse, men giver det mening, hvis der tidligst kommet et friplejehjem i 2030?
Giver det mening at lave senioregnede boliger, eller hvad man nu ellers kalder dem: visiterede ældreboliger og bofællesskaber med relation til plejehjem?
Socialdemokratiet og de øvrige partier på venstrefløjen taler meget om almennyttige boliger, men indtil videre ikke i forbindelse med denne udviklingsplan. Mon ikke det dukker op hen ad vejen?
Og hvad så med den foreslåede ensretning af Ny Vestergårdsvej. Er det den rette løsning?
Det eneste fornuftige svar på alle disse spørgsmål synes at være: Det må tiden vise!!