I Furesø Kommune står 134 elever klar som skolepatrulje hver morgen. Det er så sejt! Derfor får eleverne besøg af en betjent fra Nordsjællands Politi og bliver fejret med varm kakao og basser fra bageren. Borgmester, Ole Bondo Christensen, havde en lille gave med til skolepatruljen på Hareskov Skole om morgenen mandag den 29. januar.
Det er koldt, vådt og mørkt udenfor – den allersureste tid, når man skal stå tidligere op om morgenen og iføre sig den gule vest for at få de andre sikkert over vejen. Skolepatruljerne står derude uanset vejr og vind, og det fortjener de en kæmpe tak for. Giv dem derfor et ekstra stort smil, når du møder dem på skolevejen.
Med kampagnen ”Den Sureste Uge” opfordres alle til at hylde, rose og forkæle skolepatruljerne for deres indsats i løbet af uge 5. I denne uge er vejret statistisk set ekstra surt og derfor overrasker Nordsjællands Politi og Furesø Kommune skolepatruljerne for at anerkende deres store indsats.
Når skolepatruljerne stiller sig ud til skolevejen, står de på skuldrene af flere generationer før dem. I år er det nemlig 75 år siden, at ordningen med skolepatruljer i Danmark for første gang så dagens lys.
Det er vigtigt arbejde, skolepatruljerne udfører. Med ro og overblik sørger skolepatruljerne for, at deres skolekammerater kommer sikkert i skole. Eleverne fortjener et skulderklap og at vide, at vi er stolte af dem og taknemmelige for, at de gider at stå tidligere op om morgenen for at passe på kammeraterne, siger Borgmester, Ole Bondo Christensen.
Smil til skolepatruljerne i den sureste uge
Facebook
Reddit
Twitter
LinkedIn
Pinterest